Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 19-06-03
Debat: Integration og assimilering

Hidtil har vi ikke beskæftiget os særligt med integrationsdebatten - problemerne trykker nemlig ikke så meget i Nørre Djurs. Men for vores samfund som sådan er det meget væsentligt at få problematikken endevendt, så derfor har vi besluttet at bringe følgende meget vedkommende indlæg:

”En yndet form for polemik
består i det probate trick
at dutte folk en mening på,
hvis vanvid alle kan forstå.
Piet Hein

Det trick har været yndet i indvandrerdebatten. De mest brugte ”argumenter” mod folk, der mener, at problemerne i indvandringen må frem i lyset, er nedladende udtalelser, der går på, at de er så indskrænkede, at de kun vil acceptere udlændinge, som opfører sig fuldstændigt som danskere.

Hvilket ifølge den anerkendte, om end ikke særligt begavede kliché i denne problemfornægtende gruppe indebærer et krav om, at udlændingene skal drikke øl, spise flæskesteg og i øvrigt dele alle danske uvaner. Jeg selv har ikke én eneste gang hørt nogen begrunde sin holdning på dén måde, og det har de korrekte næppe heller. Men de har i hvert fald fået duttet folk en mening på, der lyder tåbelig.
Det er endda lykkedes dem at få en del indvandrere til at tro på eller i hvert fald påberåbe sig, at det virkelig er dér, hovedproblemet ligger.
I det hele taget tror jeg, at den problemfornægtende og idylliserende gruppe har skadet integrationen mere, end de sandsynligvis vil være ved. Ved kompromisløst at støtte de fremmede i, at hele ansvaret for deres tilværelse hér i landet påhviler danskerne. Hvis det ikke går dem godt, er det udelukkende fordi, danskerne ikke gør nok for dem.

Jeg kan ikke lade være med at påpege, at hver eneste andengenerations-indvandrer har fået nøjagtigt samme tilbud om gratis undervisning på alle niveauer (også det højeste), som danskere får. Endda mere bekostelig, fordi der er tilbudt særlig indslusning med ekstra lærer til dem, der ikke har fået lært dansk inden skolegangens begyndelse. Hvis tilbuddet ikke er blevet modtaget, er det så det danske samfunds skyld?

Når man fra idylgruppen siger, at integration kun er at have samme erhvervsfrekvens og uddannelsesfrekvens som danskerne og i øvrigt beherske det danske sprog rimeligt, og at alt derudover vil være assimilation (et moderigtigt skældsord i de kredse) - så kan jeg kun konstatere, at jeg er aldeles uenig.

Jeg ville f.eks. ikke finde mig i en udenlandsk chef, der var vel integreret på de tre områder, men stadig havde bevaret sit muslimske syn på ligestilling, med andre ord betragtede kvinder som en laverestående race.
Jeg ville nødigt have en kollega, der var vel integreret på de tre områder, men som stadig aldrig læste en dansk avis, aldrig så dansk fjernsyn, men kun fjernsyn fra sit eller sine forældres hjemland. Som ikke var til at nå med f.eks. oplysningskampagner, fordi han simpelt hen levede i et parallelsamfund og overhovedet ikke ville drømme om at følge med i danske samfundsforhold. Fordi det for ham kun var forældrenes medbragte kultur, der talte.

Jeg ville ikke ønske en underordnet, der nok var vel integreret på de tre måder, men som ikke var så assimileret, at han ville respektere en kvindelig chef.

Jeg ville godt se flere udenlandske mænd, der udover de tre nævnte områder også var så assimilerede i dansk kultur, at en acceptabel uddannelse for dem kunne være faglært håndværk eller indenfor plejesektoren eller som børnehavepædagog. Som ikke synes, at når ens evner ikke rækker til højerelønnede erhverv som læge eller ingeniør eller advokat eller økonom, kan det være lige meget med at få en uddannelse overhovedet.

Jeg ville godt have, at udlændinge udover de påståede tre integrationskrav også blev så assimilerede, at de ikke betragtede f.eks. plejepersonalet på sygehusene som laverestående personer, man bare kan koste rundt med.

Jeg tror, at mange af de tidlige indvandrere og igennem dem deres efterkommere har en forestilling om hjemlandene, der er ligeså fejlagtig som dén, de danskere havde, der efter 30 år i Amerika forventede, at Danmark stadig bestod af bindingsværksgårde og landsbyidyl og slet ikke havde ændret sig i deres fravær. Og jeg tror, at mange af de tyrkiske landsbyfolk, der kom og stadig kommer via familiesammenføringer, ville have haft næsten lige så svært ved at blive integreret/assimileret i Ankara og andre tyrkiske storbyer, som de har det i vore byer.

Á propos integrationsforløb i andre lande: Jeg blev noget forbløffet, da jeg i ”Sixty Minutes” i fjernsynet så en beretning om tre forældreløse afrikanere, der efter en hård tilværelse og flere års ørkenvandring var blevet accepterede som flygtninge i USA. Beretningen blev lanceret som en solstrålefortælling. De tre var nemlig blevet fløjet til landet fra den flygtningelejr, de var endt i efter deres lange vandring. De havde aldrig set en storby før, og deres eneste undervisning var den smule, de havde lært af missionærerne i flygtningelejren.

I USA blev de tilddelt socialhjælp i tre måneder, hvorefter de uden at kunne ret meget af sproget måtte klare sig selv og oven i købet tilbagebetale prisen for flybilletten. Ingen tvivl om, at den slags krav nok skal give en erhvervsfrekvens på 100%! Jeg troede ikke, man i et vestligt land ville behandle folk på dén måde, men det fik mig i hvert fald til at indse, at vi opfører os noget mere humant og faktisk ikke behøver at skamme os over de tilbud, vi i alle årene har givet de fremmede, hvad enten de så har taget imod dem eller ej. Heller ikke, selv om en del af deres talsmænd konstant hakker på os - i skøn forening med deres ukritiske danske støttepædagoger - og nogle af dem endda truer med, at ”store grupper” vil forlade landet og rejse andetsteds hen.”

Skrevet af fhv. lægesekretær Inger Laier i Randers Amtsavis torsdag d. 19. juni

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002