Læserbrev: Nej tak til privatbane |
Nyheden om at også togtrafikken på Djursland skal privatiseres, har i dén grad fået en mand fra Kolind op af stolen, at han skriver følgende indlæg i dag:
»Jeg er pendler« - det var det første, der stod klart for mig, da jeg hørte nyheden om, at CV-regeringen vil fortsætte sine privatiseringer af jernbanedriften i Danmark på Djursland. Og de historier som mine medpendlere i Vestjylland har fortalt mig om Arriva gav mig gåsehud over hele kroppen.
Ikke nok med (det har vist sig f.eks. på Silkeborgbanen), at det private selskab vil skære i køreplanen. Men den barberede køreplan kan det ikke holde, med kæmpe forsinkelser og aflysninger til følge.
»Jeg er skatteborger« - var det andet. Og jeg kan ikke forstå, at samfundet (gennem Nyrupregeringens og venstrefløjens baneforlig) skal betale flere hundrede millioner til forbedring af Grenå/Odder-banerne - og derefter skal et privat selskab høste profitten.
»Jeg er ryger« - var det sidste, der fór gennem hovedet. Og Arriva vil forhindre mig og mine medrygere i at få en smøg på den halvanden times togtur til Grenaa.
Ringere service
Prøv og hør Djurslands- og Århusborgere: Fogh-regeringen vil ødelægge vores daglige togtur
Man vil skære afgange fra - og vi skal igennem en periode med forsinkelser og aflysninger i vores daglige arbejdsdag - som vil belaste vores arbejdspladser. Derefter bliver det i bedste fald som det er nu. Og hvorfor?
Hvorfor skal vi pendlere og unge og gamle djurslændinge og århusianere, som rejser med Grenå- eller Odderbanerne være gidsler i Foghs desperate kamp for at bevare regeringsmagten i næste valgperiode - og forvandle Danmark til en stat i USA?
Faktum er, at Arriva er berygtet i hele Storbritannien (hvor Thatcer-regeringen med samme ideologiske fanatisme som Fogh-regeringen tvangsindsatte dem) for deres dårlige sikkerhed, dårlige køreplaner - og en kynisk og arrogant holdning til deres ansatte og dem de transporterer, med bl.a. flere store togulykker til følge.
Foretrækker DSB
Hvis Arriva er løsningen på Djurslands trafikproblemer, synes jeg, at problemerne er at foretrække.
Så lad DSB beholde banen. Lad os være ansvarlige over for vores udkantsområder. Der er mange ting, der kan købes for penge. Heriblandt tryghed og stabilitet. Det leverer DSB og Odderbanen.
De franske præster sagde i vikingetiden: »Fri os fra de vilde normanner.«
I dag må togpassagerer og pendlere i hele landet dagligt udbryde: "fri os fra de vilde liberalister!".”
Skrevet af Mårten Breum, industriarbejder og forfatter, Søndergade 26, Kolind, i Jyllands Posten d. 18. juni
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre Djurs Net 2002