Læserbrev: Det sidste forslag |
Da vi i går bragte et ellers mægtig fornuftigt læserbrev fra direktør Søren Fischer fra Randers i forbindelse med kommunesammenlægninger, kunne vi ikke dy os for at benytte lejligheden til at gøre vore læsere opmærksomme på, at den samme Søren Fischer også er ham, som gang på gang sammen med Grundfos-direktør Due Jensen trækker idéen om at flytte Tirstrup Lufthavn til Århus op af hatten. Den snak kan vi ikke lide på Djursland, og idéen er da også blevet kasseret den ene gang efter den anden, men alligevel er den dukket op igen.
En læser fra Egå kom i søndagsavisen med et bud på, hvordan man kunne forbedre Tirstrup Lufthavn og dermed stoppe den evige snak om flytning. Han skriver:
Ӂrhus Lufthavn ligger, som en lufthavn skal. Det mener de fleste i det midtjyske.
Midt i et område, hvor den ikke generer omkringboende. De har vænnet sig til den støjende nabo. Arealerne er ikke velegnede til andet. Lufthavnen ligger i en passende afstand fra ”storbyen”. Men alligevel er der kræfter i gang for at flytte den.
Og for at standse debatten og for at bringe ro i sjælen for de mange mennesker, der kan blive berørt af en flytning, har jeg udarbejdet det absolut sidste forslag i denne debat. Et forslag, som tilgodeser alle interesserede parter.
Forslaget starter med, at den eksisterende trafikvej fra Århus mod Tirstrup udvides til en rigtig motorvej og forlænges lidt nordpå, så den kan nå indkørslen til lufthavnens nye terminal, der skal bygges på den modsatte side af startbanen, dér hvor den lå fra starten. Herved opnås en væsentlig besparelse i køretiden.
Men så kommer det vigtigste: Vejen fra den nye motorvej og ned til terminalen skal opkaldes efter initiativtageren til lufthavnsdebatten, Niels Due Jensen. Et navn som ”Due Jensens Vej” vil i mange år frem vække minder om en mand, der satte en fuldstændig unødvendig debat i gang, men alle medarbejdere på Grundfos vil, hver gang de kører på vejen, mindes deres chef, der kæmpede en kamp for at spare sine medarbejdere for 15 minutters rejsetid, når de skulle ud i den store verden.
Og hvad siger historien så om en lignende sag: Vi behøver ikke at gå ret mange årtier tilbage. Stedet hedder Karup Lufthavn, og personen hedder N.O. Hansen. Borgmester i Herning.
N.O. Hansen arbejdede stædigt for, at Karup Lufthavn skulle udvides til storlufthavn med masser af chartertrafik.
N.O. Hansen fik med besvær sine tanker igennem, og som tak for indsatsen blev vejen op til terminalen opkaldt efter ham: ”N.O. Hansens Vej”.
Større lykke kan man ikke opnå. Men…
I dag ligger Karup Lufthavn hensygnende hen. Chartertrafikken er opgivet for lang tid siden, og rutenettet er indskrænket til nogle få daglige afgange. Lufthavnsbygningerne står gabende tomme. Men idémanden til udvidelsen opnåede dét, han ønskede: Der blev opkaldt en vej efter ham.
Hvis det med vejnavnet også er Due Jensens ønske, kan man nok finde én eller anden industrivej, som kunne opkaldes efter skaberen af denne unødvendige lufthavnsdebat.”
Skrevet af Ole Brikner fra Egå i Århus Stiftstidende søndag d. 19. januar
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre Djurs Net 2002