Dagens Nyheder på Nørre-DjurS.net  10-01-03
Kulturraketten flyver igen!

Det er fantastisk positivt, at Nørre Djurs Kommune på trods af den store nedskæringsrunde i efteråret har holdt fast i den store succes med Kulturraketten. Selv om der er skåret i økonomien, bliver det i år til det mest omfattende program til dato, og startskuddet lød i går på Mosebrugscentret.


 



Det var en stolt og glad udvalgsformand, socialdemokraten Kaj Agerskov, der affyrede årets kulturpakke med følgende ord:
”Så er Kulturraketten affyret – affyret som den burde her ved det nye års start.
Og hvilken raket!
En skøn samling arrangementer – arrangementer for enhver smag. Lige fra kirkekoncert over gospelkor – opera – kulturcafé – kunst – vinterbal, m.m. Virkelig et program, der rækker vidt.
Tak til de mange, der har været med til at arrangere den dejlige Kulturraket.
Lidt malurt i bægeret.
Det er lidt af en skam, at den nordlige og østlige del af kommunen – Bønnerup, Gjerrild og Voldby – ikke er med. De har fået tilbudet. Men det skulle jo ikke forhindre, at folk i disse områder nyder godt af de mange arrangementer.
Jeg synes, det atter i år – det fjerde i træk – er en fornem raket, der fyres af.
Vel mødt op til de mange spændende arrangementer!”





Herefter fortalte de 2 kulturelle ildsjæle bag hele konceptet med Kulturraketten, Kirsten Krogh fra forvaltningen og musiker Bo Jacobsen fra Emmelev, de fremmødte presserepræsentanter om både de bærende idéer bag projektet, om Kulturrakettens historie og om dette års økonomiske slankekur. Da det hele startede for 4 år siden, var det tanken at tilbyde lokale ildsjæle både blandt kunstnere og arrangører (f.eks. de mange forsamlingshuse) en platform for at lave arrangementer udover det sædvanlige med kommunal underskudsgaranti.
Bo Jacobsen har været koblet på som tovholder lige fra starten, og han har nogle meget markante holdninger til, hvordan det skal foregå. Der bliver f.eks. lagt vægt på, at der i videst mulig udstrækning bliver brugt lokale kunstnere i arrangementerne for at styrke følelsen af, at vi kan selv hér i vores fattige Nørre Djurs. Det skal dog tilføjes, at der også bliver blandet godt op med udefrakommende kunstnere og foredragsholdere – det skal bare ske i et samspil med det lokale. Men når det, som sidste år, handler om at få dyre kunstnere som Keld & Hilda, der ligger uden for det, Bo Jacobsen forstår ved kultur, og det så viser sig at blive dét arrangement, som behøver den største underskudsgarantil, ja, så er tovholderen ikke tilfreds.


Den slags forekommer ikke i år, og det er lige før, man kan sige, at besparelserne i årets budget har hjulpet med til at gøre det klart for enhver, at underskudsgarantien skal bruges bredt og kun, hvis der mod forventning viser sig at være for få fremmødte til enkelte af arrangementerne. Den er faktisk skåret ned til 25.000, og det indebærer bl.a. en lidt større risiko for nogle af arrangørerne, fortalte Kirsten Krogh, men alligevel er det som sagt lykkedes at strikke det største program nogen sinde sammen – 18 arrangementer af vidt forskellig karakter. Der blev spurgt, hvorfor Kulturraketten kun kører i 3 måneder, og hertil svarede Bo Jacobsen, at han ser det som én af hemmelighederne bag succésen, at en sådan buket af arrangementer kommer som en velkommen gave midt i den trælse vinter som en markant ting, folk virkelig bider mærke. Foregik det over hele året, ville det slet ikke have den samme effekt – borgerne ville efterhånden blive forvænte og til sidst svigte arrangementerne, mener han.
Jo, der er sandelig grund til at være glade og stolte over det overflødighedshorn af et program, der i disse dage bliver husstandsomdelt. Den politiske vilje til at støtte kultur på trods af økonomiske trængsler, de mange arrangørers kæmpearbejde med planlægning og afvikling af arrangementerne og den store kvalitet i det lokale kunst-, musik- og øvrige kulturliv mødes i et samarbejde, der altså i år fejrer nye triumfer.
Nu er der så kun én meget vigtig ting tilbage, hvis der skal fortsættes med at lave Kulturraket: at borgerne viser lyst til at møde op!

Skrevet af Rex

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre-DjurS.net 2003