Danmarks kommende statsminister fik et kanonvalg i
Københavns Amt. Anders Fogh Rasmussen samlede over 70.000 personlige stemmer og er en
seriøs kandidat som nr. 1 på landets Top Ti.
Med det massive stemmetal sikrede han Venstre fem mandater - en gevinst på to, som
Socialdemokratiet måtte aflevere. Venstre fik genvalgt sognepræst Tove Fergo,
erhvervsordfører Pia Larsen og Bertel Haarders suppleant Gitte Lillelund Bech. Venstres
femte mandat i amtet gik til Farums viceborgmester Flemming Oppfeldt.

70.000 personlige stemmer til anders Fogh Rasmussen er rekord.
Pia Kjærsgaard fik
over 35.000 personlige stemmer i Københavns Amt og trak et ekstra mandat til Dansk
Folkeparti. Det gav genvalg til Aase D. Madsen, mens studerende Mikkel. S Dencker fra
Hvidovre byråd blev nyvalgt til Folketinget.
Fungerende. udenrigsminister Mogens Lykketoft vandt den interne kamp om
flest socialdemokratiske stemmer i Københavns Amt. Han fik over 19.000 personlige stemmer
- godt 3500 flere end fungerende indenrigsminister Karen Jespersen. Det var lige omvendt
ved valget i 1998, da hun fik langt flere stemmer end ham. Desuden fik fhv. DSU-formand,
den 30-årige Morten Bødskov, sin debut i Folketinget, mens der var genvalg til Lise
Hækkerup og Per Kaalund.
Dyremoses datter slog Vinther
Der var også overraskelser hos de Konservative. Den 24-årige Charlotte Dyremose, der er
datter af forhenværende finansminister Henning Dyremose, slog udlændingeordfører John
Vinther. Hun fik et kanonvalg med knap 1000 stemmer færre end socialordfører Pia
Christmas-Møller.
Den radikale forsvarsordfører Morten Helveg Petersen forsvarede sit mandat i kamp med
miljordfører Vibeke Peschardt, som må forlade Folketinget efter syv år. Han fik mere
end dobbelt så mange stemmer som hende.
SF's formand Holger K. Nielsen blev genvalgt ligesom Enhedslistens
udenrigsordfører Søren Søndergaard. Kristeligt Folkepartis amtsformand Bodil Kornbek er
ny på Christiansborg. Hun overtog det ledige mandat efter partiets nestor, den 57-årige
fhv. boligminister Flemming Kofod-Svendsen.
Kilde: Reuters / MM
|