En føderal domstol i Australien besluttede mandag, at de
433 flygtninge, som blev reddet af det norske containerskib "Tampa", skal
bringes til Australien.
Flygtningene er nu om bord på et australsk flådefartøj på vej til nabolandet Ny
Guinea.

De 433 flygtninge fra Tampa (bill.) er på vej til den lille Papua Ny Guinea. Hvor
verdenssamfundet akter at dumpe dem. Reuters.
Domstolen i Melbourne fastslog, at Australien handlede ulovligt,
da regeringen sendte sine elite-soldater om bord på "Tampa" for at holde
flygtningene tilbage. Men den australske regering har meddelt, at den vil appellere
beslutningen.
"Faktum er, at vi vil fortsætte som hidtil," sagde den australske
indvandringsminister Philip Ruddock.
"Den oprindelige ordre blev givet i forventning om, at vi kunne blive nødt til at
appellere."
Premierminister John Howards regering har fået en frist til på fredag til at få
flygtningene bragt til Australien, rapporterer nyhedsbureauet Reuters.
Det er en ubehagelig overraskelse for den konservative premierminister, der i et valgår
har scoret godt i meningsmålingerne på at tvinge flygtningene væk fra Australien.
Brud på internationale aftaler
Men internationale menneskerettighedsorganisationer mener, at han forbryder sig mod
internationale aftaler, og at han udnytter mennesker i nød til at fremme sine egne
politiske interesser.
De 433 asylansøgere blev samlet op af det norske skib "Tampa" den 26. august
fra en synkende indonesisk færge. Selv om "Tampa" befandt sig lige ud for den
australske ø Christmas Island, nægtede regeringen at tage imod de udmattede flygtninge.
Først efter adskillige dage til søs blev de flyttet til et australsk fartøj.
Den australske regering har indgået en aftale med Papua Ny Guinea om tage imod
flygtningene. Herfra skal de fordeles til den lille ø-stat Nauru og New Zealand.
Kilde:Reuters/CNN
|