Artikler på Nørre Djurs Web
Nye trusler mod freden i Makedonien

Nato soldater bliver kun indsat, hvis freden holder.

En ny, hemmelig, etnisk albansk oprørsgruppe, Den Albanske Nationalhær, har de seneste dage sendt pressemeddelelser til lokale medier og opfordret til, at de albanske områder river sig løs fra Makedonien. Det rapporterer Reuters.

Læs mere her:

Selvom ingen ved, om gruppen eksisterer i virkeligheden og hvad den er i stand til, vækker opfordringen bekymring i NATO.
Den politiske leder for den dominerende oprørsgruppe NLA, Ali Ahmeti, nægter, at der kan være tale om nogen udbrydergruppe.
En oprørsleder har desuden sagt til Radioavisen, at de vil bevare magten i de områder, hvor de har militær kontrol. Og at der kun vil være roligt, så længe de makedonske myndigheder ikke rykker ind i de områder, den albanske oprørshær UCK kontrollerer. Nærmer de makedonske soldater sig, bliver kampene genoptaget.

Nato-soldater.jpg (16416 bytes)
I alt 3500 NATO-soldater ventes til Makedonien for at overvåge afvæbningen. De bliver kun indsat, hvis freden holder.

Forholdsvis rolig nat i Makedonien
Mens de første 400 soldater i NATO's fredsbevarende styrke i Makedonien gjorde sig klar til afrejsen fra Storbritannien, var der få og spredte kampe i landet.
Der var for første gang i en uge tale om en rolig nat, hvor der kun var få sammenstød. I sidste uge blev mindst 30 personer dræbt efter kampe mellem etnisk albanske oprørere og politistyrker.
"Der har været relativt roligt. Mere roligt end før i tiden," sagde talsmanden for den makedonske hær, Blagoja Markovski, til Reuters.
Den makedonske regerings kriseinformationscenter meddeler ifølge det franske nyhedsbureau AFP, at sikkerhedsstyrkerne havde svaret igen på et angreb fra oprørerne i den allerede udbombede by Vaksince nær Makedoniens nordlige grænse. Og i flere albansk-dominerede landsbyer i den nordlige del af landet truede "terrorister" med at tæve makedonske indbyggere.

Soldater ankommer fredag
De britiske soldater ventes til hovedstaden Skopje fredag. Briterne skal forberede NATO's mission i Makedonien, inden den resterende styrke på 3500 mand ankommer, og indsamlingen af de etnisk albanske oprøreres våben påbegyndes.
Regeringskilder i Skopje siger til det tyske nyhedsbureau dpa, at NATO bør regne med at skulle indsamle ca. 8000 håndvåben.
Den danske generalmajor Gunnar Lange, der leder operationen, siger, at 15 NATO-eksperter i en måned skal undersøge våbenhvilen. Når den tid er gået, er det op til NATO at vurdere, om eksperterne skal blive der i længere tid.
En af de ledende oprørere fra BLA siger til tv-stationen CNN, at afvæbningen i løbet af måneden kommer til at foregå i tre stadier, hvor både oprørerne og de makedonske myndigheder skal bekræfte afleveringen.

Kilde: Reuters/CNN

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 04, den 16-08-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000