I Fjellerup har de i flere år gået og sukket efter
et medborgerhus for at efterkomme den stigende efterspørgsel på lokaler til byens mange
aktive foreninger. Det skulle der nu blive rådet bod på, hvis det nye lokalplanforslag
nr. 59 bliver vedtaget efter den offentlige høringsfase, der starter i dag.
Læs mere hér!
Fjellerup Aktivitetsforening er en paraplyorganisation for Borgerforeningen,
Idrætsforeningen, Kræmmermarkedsforeningen og Husmoderforeningen, og i det sidste års
tid har formanden heddet Arne Trend-Poulsen. Han er mere end tilfreds med, at kommunen nu
har spillet ud med det nye forslag, og han mener ikke, det er urealistisk at håbe på, at
det nye beboerhus kan stå færdigt allerede i slutningen af næste år.
Byggeriet skal efter planerne koste omkring 3,6 mill. kr., og heraf har foreningen
allerede indsamlet den ene million. Kommunen har "lovet" at spytte ca. 450.000
kr. i byggeriet (forudsat at det nødvendige flertal er til stede), og ellers skal
foreningen i gang med at ansøge forskellige fonde. Med mødelokaler, scene-faciliteter,
køkken, toiletter, m.v. i tre længer bliver Aktivitetshuset på 400 kvm. et hårdt
tiltrængt opholdssted for Fjellerups foreningsliv nu, hvor Amtet har tilkendegivet at
ville sælge Fjellerup Skole, hvor foreningerne ellers har holdt til de sidste år.
Kilde: Dagbladet Djursland
Se et lidt større kort her!
|