Visioner for de næste 10 år
Faktisk skulle det ikke komme bag på os, men det gjorde det. En dag
modtog vi post fra Århus kommunale skolevæsen om at vores datter skulle til
indskrivning, på Tranbjerg skole, syd for Århus.
Tænk engang var hun blevet så stor, at hun skulle i skole, vores lille Sofie. Vi tog på
skole og SFO besøg, og det vi så, var ikke det vi forbandt med et forhåbentligt godt
skoleforløb.Skolen var stor med næsten 900 elever, 4 børnehaveklasser, og en SFO der
omtrent mindede om Frankfurt lufthavn. Hold op, hvor var der mange børn, gummistøvler,
flyverdragter, skoletasker og klodsekasser!!!
Vi var ret enige om at det måtte vi tage ansvar for, det skulle hun ikke skulle udsættes for.Vi gik i gang med at søge andre alternativer, bl.a. forældreskolen i Viby. Der ville Sofie blive nummer 89 på ventelisten, ak, vi var for sent ude.Tilfældigvis, mest i sjov, blev vi kontaktet af nogle venner - (de regnede ikke med at vi kunne undvære stenbroen!!!), men de ville dog til trods for det, fortælle om en gård i Gjerrild der skulle sælges. Det blev til en rundtur i byen, en snak om de lokale, besøg på skolen og i børnehaven - et rigtigt salgsfremstød!!!
Bingo, vi tog denne lille idyllisk by med kro, kirke. brugs, børnehave og ikke mindst FRISKOLEN til os, det var lige efter vores hjerter!!!!
Her syntes vi, at vi fandt nærhed og udvikling til at vores børn
kunne fa en god skolegang.
Nu er vi så blevet bedt om at fortælle hvad vi ønsker FRISKOLEN skal være
leveringsdygtige i de næste 10 år vi har børn på skolen. Først og fremmest har vi
valgt skolen ud fra den forudsætning at vi her vil have indflydelse på skolen (mere end
i folkeskolen?? ) - at vi som forældre vil blive hørt og at vi med det vi kan byde ind
med, vil have en mulighed for at være med til at handle sammen med skolen - om VORES
børn.
Vores krav om medindflydelse på vores børns skoleliv og læring er ikke efter vores
tanker en tilbagelænet holdning til at det ikke er vores problem hvis skolen har
problemer, børnene eller lærekollegiet. For os betyder medindflydelse at vi bliver
inddraget, at vi er velkommen til at være en del af skolelivet.
Har skolen problemer har vi som forældre også et problem. Vi vil ikke se passivt til. Vi
vil gerne inddrages og informeres. Vi vil gerne som forældre have en finger med i spillet
( både teoretisk/fagligt og praktisk) vi vil gerne have ret til at se skolen over
skulderen - og vi vil forbeholde os ret til at være kritiske og stille alle de
spørgsmål vi måtte have. Vi vil gerne have retten til at være en del at vores børns
skoleliv alle årene, og vi vil inddrages.
Vi vil have at skolen stiller krav til os om at deltage i vores børns skoleliv, vores holdning er at slutte op om skolelivet, så vores børn mærker at vi deltager og bekymrer os om deres liv, det skoleliv der kommer til at betyde så meget, og som bl.a. bliver grundlaget for deres voksenliv.
Vi vil gerne vores børn oplever:
At tage ansvar for sig selv og have omsorg for andre.
At de vokser med ansvar, men at ansvaret ikke overskrider deres
formåen.
At de voksne de møder i skolen ikke krænker deres integritet.
At de møder troværdige voksne der ikke er stagneret.
At de bliver underbygget i troen på at de kan, også selv om det er
svært.
Frem for alt at de bliver taget alvorligt i deres forsøg samt måden de er på, og at de
bliver guidet og vejledt, af en sikker voksen kompetent hånd.
Så kære FRISKOLE når vores børn går ud af 9 klasse håber vi at I alle sammen med os
har givet dem:
Lyste til at lære ... - modet til at være...
Anni og Lars