Der var både til hovedet og fødderne, da Rimsø Forsamlingshus for første gang var rammen om en KulturCafé i Kultur Rakettens regi. Omkring 60 var mødt op, og det må siges at være nogenlunde pænt, selvom man godt kunne tænke sig en endnu større interesse for dette flotte kulturtiltag i Nørre Djurs. Mange af os vil gerne have, at der bliver lavet nogle kulturelle tilbud her i vores kommune; før i tiden har det ikke kunnet lade sig gøre, men nu er der endelig kommet politisk vilje til at give bare en lille smule penge til kultur, og benytter vi os så af det? Det kunne være sjovt at høre nogens meninger, om vi overhovedet har brug for den slags arrangementer. Skriv til dagens-nyheder@nr-djurs.net
Nå, men bortset fra alt det var det som sagt en rimeligt godt besøgt café, og stemningen var faktisk rigtig fin. Eftermiddagen startede med en fællessang, hvorefter den dygtige og meget vidende arkæolog ved Djurslands Museum, Niels Aksel Boas fra Hemmed, øste gavmildt ud af sin viden om, hvordan livet har formet sig i Rimsø og omegn både i stenalder og bronzealder. Illustreret af flotte lysbilleder gjorde museumsinspektøren virkelig historien levende udfra det voldsomme antal fund, der har været i vores område.
Niels Aksel Boas fortalte løs i halvanden time, og han kunne snildt være fortsat dobbelt så længe, og det kunne folk såmænd godt have klaret. Men der skulle jo også være plads til det musikalske indslag med den lokale sanger, Rex Jensen, og hans "Rødder", guitaristen og violinisten Jens Falck og Christian Bach på klaver og harmonika. Med gammel Texas- og Hillbilly-musik skabte de en dejlig, afslappet atmosfære, og det hele blev understreget af 12 kvinder og mænd fra Fjellerup Linedancere, som dansede løs til Røddernes musik.
Alt i alt en hyggelig eftermiddag i forsamlingshuset, men synd for dem, som ikke var der.
|