Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: Mere om den gode vilje i Voldby

Èn af de implicede i den debat om kommunens vilje til at byggemodne i Voldby, som Aksel E. Pedersen har rejst, er Carlo Christensen (formand for Teknisk Udvalg. Han skulle på borgermødet forleden have talt for en langsom byggemodning, men indtil nu har vi ikke hørt hans udlægning af tingene. I dagens avis er der nu til morgen et indlæg fra Carlo Christensen. Han skriver:

"God vilje i Voldby. Ja, det er jeg sikker på, alle i kommunalbestyrelsen har. Det tyder på, at Aksel E. Pedersen gerne vil bruge energi på at få lavet et problem ud af den kommende udstykning i Voldby.
Det er Aksel E. Pedersen selvfølgelig i sin gode ret til. Formålet forstår jeg ikke, da denne debat kun kan skade projektet. Det synes jeg er synd for en god lokalplan og lige så synd for de mennesker, der har lagt et stort arbejde i planen.
For mit eget vedkommende må jeg beklage, at Aksel E. Pedersen har taget det ilde op, at jeg ikke som mange andre "normale" politikere bare snakker borgerne efter munden og lover i øst og vest.
Jeg er sådan skruet sammen, at det jeg siger gerne skulle kunne holde, også i næste byrådsperiode.
Det, jeg gav udtryk for på mødet, var en stor opbakning til udstykningen. Dog ville jeg ikke love, at hele området ville blive byggemodnet på én gang. Kommunen har jo for nylig lavet byggemodning i Ørum, med grundpriser omkring de 200.000 kroner. Vi skal også have i baghovedet, at Grenå Kommune har grunde på Åstrup-bakken til salg for omkring 200.000 kroner. Om der alligevel skulle være købere til 20 grunde i Voldby inden for få år, ville da kun være glædeligt, men efter min mening ikke realistisk.
Men hvis økonomi- og planudvalget indstiller, at kommunen skal investere 2-3 millioner kroner i Voldby i år, skal Teknisk Forvaltning selvfølgelig loyalt udføre beslutningen.
Personligt vil jeg mene, det var mere økonomisk forsvarligt, om man byggemodnede i etaper. Det tror jeg til gengæld flertallet i kommunalbestyrelsen også vil synes, måske undtaget Kaj Agerskov.
Den bedste løsning for kommunen ville selvfølgelig være, at en privat bygmester gik i gang med udstykningen. Ro om projektet tror jeg vil gavne en sådan mulighed.
Borgerne får de politikere, de selv vælger.
Hvis Aksel E. Pedersen ønsker sig politikere, der snakker ham efter munden, skal Aksel E. Pedersen ikke stemme på mig til næste kommunalvalg."
Skrevet af Carlo Christensen (formand for Teknisk Udvalg) i Dagbladet Djursland, torsdag d. 25. februar.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 25-01-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000