Artikler på Nørre Djurs Web
LEADER PLUS-møde igen!

Både hvis man var til det første møde i november, og hvis man ikke nåede med, er der al mulig grund til at dukke op på Tørvecaféen tirsdag eftermiddag kl. 16. Her skal der nemlig arbejdes videre på lokalt plan med forberedelserne til det forsøg på at få del i egnsudviklingsmidler fra EU`s LEADER PLUS-pulje, som Nørre Djurs har kastet sig ud i sammen med 4 andre kommuner.
Det første møde drejede sig om at få så mange idéer på bordet som muligt, som en arbejdsgruppe på 3 personer så skulle tage videre med på et samordnende møde med de andre kommuner for at se, om der kunne opnås fælles fodslag om ét eller flere af de mange forslag. Det hele skal så i løbet af de første par måneder i det nye år munde ud i et fælles udviklingsforslag, som skal deltage i en slags konkurrence, hvor 10 ud af 15 udvalgte regioner i Danmark bliver udpeget som vindere.
Mødet tirsdag bliver holdt, dels for at 3-mands-gruppen, bestående af Grøn Guide, Mette Wermuth Iermiin, projektleder Jens Rulle fra Skippershovedvej og Birgit Brink Lorenz fra Jægergårdens Efterskole i Gjerrild, kan fortælle om deres indtryk fra fællesmødet i Mariager i slutningen af november, og dels for at endnu flere fra forenings- og erhvervslivet i Nørre Djurs kan få lejlighed til at give deres besyv med i det videre arbejde.
De 2 folk bag LEADER-PLUS-planerne, planlægger Henrik Lysgaard fra kommunen og erhvervskonsulent Bjarne Kristensen, håber at se endnu flere folk end til det første møde, og specielt de unge i vores område, folk fra det froditge foreningsliv og nogle af de mange selvstændige erhvervdrivende vil man meget gerne i kontakt med, da det i høj grad er deres interesser, der skal arbejdes for.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 18-12-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000