Nu har tegneren og digteren Stig Holsting fra Gjerrild igen skrevet en "klumme" i Dagbladet Djursland/Århus Stiftstidende, denne gang om klassikerne i lyrik-undervisningen i de danske skoler:
"Mandag d. 4. december blev én af Danmarks fineste lyrikere, Emil Aarestrup, 200 år. Det er en anselig alder, og for en lyriker er det noget af en præstation at blive husket så mange år efter. Så er man virkelig blevet en klassiker.
Det har man også ment inden for bibliotekernes verden, for man benyttede her anledningen til at lade et nyt projekt se dagens lys. Det er en såkaldt "Klassiker-dag", hvor man for fremtiden ønsker at mindes én af vores klassikere inden for litteraturen.
At man lagde ud med Aarestrup kan naturligvis skyldes en tilfældighed, men jeg har flere bud på, hvorfor valget synes ganske selvfølgeligt. Han har fødselsdag d. 4. december. Men man kunne for den sags skyld jo godt have valgt en hvilken som helst anden dag, og mon ikke datoen vil variere for hvert år, hvis man ønsker at markere den valgte på netop hans/hendes fødselsdag. Man kan jo også vælge forfatterens dødsdag.
Men Aarestrup står i dag som én af vore fineste lyrikere gennem tiden. Sådan har synet på ham imidlertid ikke altid været. I sin levetid så han kun en enkelt digtsamling udgivet, og det skyldtes tilmed ikke ham selv, men vennen, digteren Christian Winther. Selv mente han ikke, at hans digtning havde videre interesse for andre. Men det skulle altså komme til at gå anderledes.
Lyrik har altid været litteraturens stedbarn. Før i tiden mente mange - og det er der måske nogle, der mener endnu - at lyrik var for kvinder eller for særligt sværmeriske gemytter.
Men sagen er jo, at lyrikken i en særlig grad formår at åbne for sindets mest utilnærmelige afkroge. Digteren finder gennem sin lyrik begrundelse for at stille sine allermest sårbare sider til skue for alverden, og da gør det jo ikke så meget, hvis det kun er dem med nerver som violinstrenge eller med én eller anden metafysisk forståelse for sindets snørklede gange, der kan fatte.
At udtrykke sig ved lyriske metaforer er naturligvis åben for enhver, ligesom enhver må gribe hvilket udtryksmiddel, som falder den enkelte bedst for. Hvis det kun var talenterne, der gav sig til at male, kunne kunstnerbutikkerne godt pakke sammen. Det kunne de ikke leve af. Men ligesom enhver udtryksform kræver talent for at have almen interesse, så kræver det også, at redskaberne er i orden. Og digterens redskaber er ordet, og det har det mildest talt ikke så godt i dag.
Når man læser Emil Aarestrups lyrik eller én af de andre klassikeres værker, er det ofte sproget mere end indholdet, som gør værkerne udødelige.
I dagens sprogdebatter er der lige så mange holdninger, som der er debattører. Man må udtrykke sig, som man vil på det sprog og med de former, som man nu engang mestrer, er der nogle, der mener. Men ligesom der inden for enhver anden genre er visse grundregler, som må overholdes, hvis man vil gøre sig håb om at blive forstået ret eller blive taget alvorligt, således er der også visse regler, der gælder, hvis sproget skal række ud over dagen.
Det er i dag på mode at tale i slang, men hvem forstår dagens slang om ganske få år? Kan det virkelig være et behov kun at tale til dagen og vejen?
Det kan naturligvis være godt nok for journalisten, som skal skildre en trafikulykke, der er glemt i morgen. Men selv da må det fordres, at den skrivende har visse etiske sproglige retningslinjer at gå efter. Er man netop journalist - eller lærer for den sags skyld - der har indflydelse på andres måder at bruge sproget på, må der stilles særlige betingelser for at åbne kanalerne for modtagerne.
Men se til, om dette virkelig er tilfældet! En journalist eller en lærer behøver naturligvis ikke være digter for at kunne henvende sig til sine tilhørere, men kravet om indsigt i sprogets rette nuancer og i grammatikkens love må være en absolut forudsætning.
Vi bombarderes dagligt med begreber og udtryk af udenlandsk herkomst. Det er der ikke noget nyt i, men så må man stille krav til sprogets vogtere om at skille klinten fra hveden, så sproget, som jo dog er den enkeltes facade udefter, ikke bliver kørt gennem en vridemaskine, men snarere bliver destilleret.
Skolernes evne til at gøre lyrikken, der jo mere end prosaen er en sprogets destillator, tilgængelig for eleverne, er ikke imponerende. Det afhænger i alt for høj grad af den enkelte lærer, om eleverne får værdierne med hjem til senere brug.
Derfor er det et godt initiativ, bibliotekerne har taget til at gøre opmærksom på vore klassikere. Deres bøger står på hylderne, men de bliver først vedkommende for nye generationer, hvis de bliver taget ned og læst - og helst med nerve. Og det kræver en vis indføring."
Skrevet af Stig Holsting fra Gjerrild i Dagbladet Djursland, tirsdag d. 12. december
|