Artikler på Nørre Djurs Web
Også Nørre Djurs snyder pensionisterne

Indtil 1. august i år har der været vidt forskellige formuegrænser for, hvornår pensionisterne er berettigede til personlige ydelser fra deres kommune. Siden har en fast grænse på 50.000 kr. været gældende, og kommunerne har fået deres bloktilskud fra staten reguleret efter dette. Alligevel har Ældremobiliseringen fundet ud af, at 16 kommuner i det østjyske område ikke har hævet formuegrænsen og dermed tilbageholdt penge, der rettelig burde være tilfaldet pensionisterne.
Også Nørre Djurs er at finde blandt disse, og til Dagbladet Djursland udtaler socialudvalgsformand Malte Larsen:
"Vi vidste godt, at grænsen burde ændres fra 1. august, og vi har også besluttet at gøre det. Men vi vurderede, at der var andre ting, der var vigtigere, da vi foretager en individuel vurdering af pensionisternes behov ud fra deres månedlige rådighedsbeløb. Sådan som vi er forpligtede til. Så spiller formuegrænsen sjældent ind. Desuden har rygtet jo også villet vide, at der var nogle pensionister, der kunne finde ud af at hæve deres opsparing før nytår og sætte pengene ind igen, så det ikke blev registreret og talt med."

Kilde: Dagbladet Djursland

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 11-12-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000