Artikler på Nørre Djurs Web
Unge tog ordet på Unge-konferencen

Ung-tale1.jpg (30308 bytes)

Desværre var Nørre Djurs NetNyt ikke i stand til at være til stede på den konference om den fremtidige ungdomspolitik i Nørre Djurs, der blev afholdt på Gjerrild Kro i tirsdags, men de næste par dage vil vi bringe forskellige af de deltagendes indtryk fra mødet. Det var ikke kun de voksne, der snakkede om ungdommens forhold og problemer, men 2 af de unge, der har deltaget aktivt i ungdomskommuneforsøget, fortalte levende om deres indtryk.
Læs mere om mødet hér!

Som vi allerede har fortalt, var Nørre Djurs i fuld gang med at formulere en ungdomspolitik, da vores område blev udvalgt blandt én af de kommuner, som i en 3-årig forsøgsperiode skulle modtage midler til støtte for de 4 ud af 10 punkter, det blev vedtaget at satse på. For en ordens skyld gentager vi lige de 4: "Indflydelse og ansvar til alle unge", "Internationale kvalifikationer", "Ung adgang til Informationsteknologi" og "Styrket vejledning og rådgivning". Til disse tiltag har Nørre Djurs i løbet af forsøgsperioden fra Undervisnings-ministeriet modtaget i alt 1,2 mill. kr.
Mødet i tirsdags gik bl.a. ud på at danne sig et overblik over, hvilke ting der er lykkedes, og hvad der evt. er gået galt i forsøgsperioden, der er ved at være slut. Fra de voksne ledere blev der aflagt rapporter af Eigil Kjærgaard fra Ørum Ungdomsskole, Bjarke Nielsen fra Bøvl-miljøet og Borghild Nolsøe Skalts, der er ansat i kommunen som ungdomskonsulent.

deltagere-til-hoejre.jpg (31485 bytes)

Herudover fik 2 af de unge ordet, nemlig Tobias Abel og Linda Andersen, og de har været med som deltagere i forskellige møde-aktiviteter både nationalt og internationalt. De fortalte bl.a. om en ungdomskonference i Paris med deltagere fra hele Europa, de havde deltaget i som led i bestræbelserne på at opnå internationale kvalifikationer. Det havde været en noget blandet oplevelse, kunne de 2 berette, blandt andet fordi unge i Syd- og Nordeuropa har så vidt forskellige behov, og også sprogforskellene havde været svære at tackle. Alligevel havde oplevelsen været med til at gøre dem bevidste om mange ting.
De unge kunne endvidere fortælle, at de har besluttet sig for at danne et ungdomsråd i Nørre Djurs, en tanke, som de voksne ledere har gået med længe i deres stille sind, men som nu altså pludselig er opstået hos de unge selv. I rådet ønsker man ingen voksenindblanding, man vil selv udstikke retningslinjerne og skabe sit eget rum. Nørre Djurs NetNyt vil senere gå tættere på de unge og bede dem fortælle nærmere om det nye ungdomsråd.

Fra Eigil Kjærgaard kom der en plan frem om at starte en ny form for sportsklub for de unge. Sammen med folk fra Kvik/Ramten vil man prøve at starte en forening på den måde, at de unge selv skal vælge nogle sports-grene, de ønsker at beskæftige sig med, i stedet for bare at melde sig til de aktiviteter, der nu én gang er i forvejen. Igen et forsøg på at lade de unge skabe deres egne rammer i stedet for, at det altid er de voksne, der dirigerer tingene.

deltagere-til-venstre.jpg (30934 bytes)

På konferencen deltog en ungdomskonsulent fra Undervisningsministeriet, der havde været rundt i de deltagende forsøgskommuner for at kigge nærmere på, hvad man havde fået ud af forsøgsperioden. Han holdt Nørre Djurs frem som et temmelig enestående eksempel på netop at tage ordet demokrati helt bogstaveligt i den forstand, at man her gør en indsats for ikke bare at putte de unge ind i de voksnes roller, men giver dem spillerum til selv at skabe rammerne. Som eksempel på det nævnte han Ørum Ungdomsskoles demokrati-bestræbelser og deres udvekslingsaktiviteter med bl.a. Litauen, der jo også faldt i god tråd med Bøvl-miljøets aktiviteter sammesteds.
Én af de nærmeste dage vil vi fortælle mere om ungdomskonferencens indhold og konklusioner.

Kilde: IT-projektleder Bjarke Nielsen, Glesborg Kær

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 30-11-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000