Da vi nu var på besøg hos folkene på Egnsarkivet i Gjerrild, luftede vi en gammel drøm herfra om, at man kunne bruge vores web-sted som opsamlingssted for mange af Egnsarkivets oplysninger. Det viste sig, at der faktisk var interesse for det, men lige nu går de og venter på at få en computer, som er bestilt, og når de får den, håber vi at få et samarbejde i gang.
Indtil da må vores læsere nøjes med en afskrift af ét af bogens bedste bidrag. Vi bringer her starten på Erna Bachmanns bidrag, Fra en Brugskones Dagligdag i 1960`erne, et mini-portræt af byen Hemmed:
"Hemmed.
I 60`erne var Hemmed en lille flække, ganske som den er i dag. Kun kendt af de få, der er på vej fra Bønnerup til Grenå eller omvendt - en klat huse fra begyndelsen af 1900-tallet med enkelte endnu ældre bindingsværksgårde og -huse, og med vejen, der slynger sig op ad bakken, så man er nødt til at dæmpe farten igennem byen. Kun få har lært byen at kende lidt tættere på, langt de fleste farer lige igennem uden at standse.
Og der er heller ikke meget at standse efter. Almindelige huse, ingen særlige seværdigheder, en lille kirke uden tårn, cementstøberiet, som ikke længere er noget cementstøberi, skolen, som ikke længere er skole, og jernbanen, der er nedlagt, og stationen, hvor der derfor ikke længere standser tog, men hvor landposten boede dengang i tresserne. Så er der smedien, hvor August Smed allerede før vores tid havde slukket essen og lagt hamren og det hårde arbejde med at sko byens og oplandets heste bag sig, og hvor byens kunstmaler senere i mange år havde sit værksted. Og menneskene, som bare er ganske almindelige danskere uden særlige kendetegn. Og så er der Brugsen, som ikke længere er byens indkøbssted og daglige mødested, hvor man udveksler nyheder; her har keramikeren i dag sit værksted og butik.
Men kirken fra 1200-tallet vidner om, at her har boet folk i flere århundreder, og det samme gør de mange stendysser og gravhøje i området, dysser som landmænd i århundreder har ladet ploven gå hen over, men enkelte dog endnu stående knejsende over landskabet, andre er gemt godt af vejen dybt inde i skoven, gemt for nutiden, men vidner fra en ældgammel bosættelse. Urørte, fordi skoven, den ældgamle skov, næsten en urskov, som på sine steder ikke har været rørt i århundreder, har beskyttet dem. Den skov, som strækker sig uafbrudt fra Hemmed til Gjerrild, og som for længst er opgivet som agerland, for her er jorden så mager, at landbrug ikke kan svare sig.
Sagt med andre ord: en landsby, som tusindvis andre i det danske landskab. Anonym, ja, kedelig? Nej, ikke for den indviede, ikke for den, der indlever sig i den daglige rytme i landsbyen. For den, der holder af roen og freden i skoven bag smedien og savværket, som elsker at se egernet lege i trætoppene, at høre grævlingen pusle i skovbunden, og som holder af turen ned til mølledammen, hvor det opdæmmede vand risler, og isfuglen dykker efter fisk, for den, der har øje for naturens under, er det en eventyrlig verden. Med gederamsen blomstrende i skovbrynet ved savværket og solen bagende en varm sommerdag og med humlebien summende i luften over brombærrankerne, som man hænger fast i og som ødelægger strømperne, kan man liste sig lige så stille indenfor skovkanten for at se, om rådyrene er på det hemmelige sted, som kun ganske få kender, og hvor man næsten altid finder dem enten enkeltvis eller flere. Og den, der elsker turen i bøgeskoven overfor cementstøberiet, at gå under bøgetræerne en solflimrende forårsdag og næsten fornemme den katedral, som skoven er med så højt til loftet, at man næsten svimler, at plukke anemoner i skovbunden og kodrivere på møllerens mark om foråret og plukke de første skovjordbær på den gamle baneskråning en sommeraften, mærke duften af solmodne og varme bær og smage den kraftige aroma, for den, der evner at mærke byens langsomme puls, og som formår at være glad og tilfreds, var og er Hemmed et paradis. Landsbyen lever sit eget stille liv med en stille puls, omkranset af skoven, helt gemt væk og næsten glemt. Men dog stadig en del af det omgivende samfund.
Her på denne idylliske plet havde vi 7 gode år. Dengang i 1960`erne."
Skrevet af Erna Bachmann i Årbog for Nørre Djurs Egnsarkiv 2000
|