Artikler på Nørre Djurs Web
Nu skal der rettes op på Det Skæve Danmark
Vi har snart mange gange skrevet om de bestræbelser, som nogle af de mindste og fattigste kommuner igennem længere tid har gjort gennem deres forening, Det Skæve Danmark, på at få indført en mere retfærdig fordeling af de bloktilskud, som hvert år bliver udbetalt fra regeringen til kommunerne. I foreningen mener man, at de tyndest befolkede kommuner og dem med det dårligste skattegrundlag er endt op i en ond cirkel, hvor deres udgifter på det sociale område efterhånden er lige så store som de rige kommuners, samtidig med at de kun har evige skatteforhøjelser som middel til at få budgetterne til at hænge sammen. I Nørre Djurs har man aktuelt været tvunget ud i lige præcis denne forholdsregel, og med den nuværende fordelingspolitik er det ikke svært at forestille sig, at der kan blive brug for at skrue endnu mere op for skatten til næste år.
Det har taget noget tid for foreningen at få råbt deres forhandlere fra Kommunernes Landsforening op, men nu ser det endelig ud til at være lykkedes. Formanden for kommunerne, Anker Boye, har just været til forhandlinger hos Mogens Lykketoft, som straks lovede godtgørelser til de 30 hårdest ramte kommuner. Der er vist ingen tvivl om, at Nørre Djurs hører til blandt disse de fattigste kommuner, så her på Nørre Djurs NetNyt synes vi simpelt hen, at det er den bedste nyhed, vi har kunnet skrive i den tid, vi har eksisteret.
Sammen med de EU-puljer, vi også har skrevet om på det sidste, er der pludselig tegn på, at vi her i Nørre Djurs kan begynde at belave os på tider med bare lidt bedre økonomi, der giver plads til nye initiativer i stedet for at skulle skære ned på de få ting, vi trods alt har fået stablet på benene og alligevel sætte skatterne op.
Til lykke, Nørre Djurs!!!
Kilde: Dagbladet Djursland
[ Dagsoversigt | Arkiv ]
Skrevet af Rex, redaktion 11, den 06-11-00
Copyright Nørre Djurs Web 2000