Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: Efter euroafstemningen

Dagbladet Djursland bringer i dag, onsdag d. 1. november, et læserbrev, skrevet af Sven Skovmand fra Stenvad som et svar til et tidligere indlæg fra venstremanden Kim Andersen. Sven Skovmand skriver følgende:

"Ordet "vision" er et af de ord, man kan kalde positive. Hvis folk har visioner, er de på en eller anden måde forud for andre. I den nu overståede euro-debat har ordet derfor været flittigt misbrugt at euroens tilhængere.
Det gælder også et indlæg i Dagbladet Djursland: "Nej-siden uden visioner", hvori Kim Andersen, folketingsmand for Venstre, søger at komme med en forklaring på, hvorfor vælgerne ikke stemte, som han gerne ville.
Det må siges til Kim Andersens ære, at han ikke som så mange andre nøjes med at skyde skylden på vælgerne. Nej, skylden ligger alene hos os modstandere.
Vi har taget udgangspunkt i "det uoverskuelige og det ukendte". Vi "ignorerer nødvendigheden af internationale løsninger på de områder, hvor nationalstaten kommer til kort". Og vi kan hverken fremsætte noget alternativ til EU som et "velfærds- og fredsprojekt" eller til den nuværende udvikling inden for EU-samarbejdet.
Det er jo en grusom salve, og som modstander må man bøje hovedet i skam. Men man rejser det nu igen, når man begynder at lede efter de visioner, som Kim Andersen selv har. For de er umulige at finde i artiklen.
Det nærmeste, han kan nå frem til, er en "EU-politik, der respekterer den folkelige vilje og samtidig formidler det europæiske samarbejde".
Det er så bredt, at det ikke rigtigt giver nogen mening. Især fordi Kim Andersen taler om at respektere den folkelige vilje. Det er jo netop det, han ikke er villig til. Han hævder, at nej`et ikke kan bruges til noget, fordi det ikke svarer til den politik, han gerne selv vil føre.
Og én lære kan man i hvert fald drage af afstemningen. Den er, at et flertal af de danske vælgere er modstandere af, at mere magt går til EU - sådan som Kim Andersen og en række andre unionstilhængere ønsker.
Og så er vi tilbage til, hvad nej-sidens visioner går ud på.
Jeg kan naturligvis ikke svare på andet end egnes vegne, men jeg tror, at mange nej-sigere er enige med mig i, at vores hovedbekymring ved euro-projektet var, at det ville betyde en yderligere beskæring af det danske demokrati, og at det ville styrke EU`s stilling som kommende stormagt.
Man kan som Kim Andersen mene, at enhver vision for det europæiske samarbejde må føre til, at EU`s magt skal forøges. Men man kan altså også mene, at det bedste samarbejde nås ved, at de enkelte lande i videst mulig udstrækning bevarer deres frihed og ret til selv at bestemme.
Men det er måske ikke fint nok til at kaldes en vision?"
Skrevet af folketingsmand for Det Radikale Venstre, Sven Skovmand, Stendyssevej i Stenvad

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 01-11-00
Copyright Nørre Djurs Web 2000