Artikler på Nørre Djurs Web
Nørre Djurs og EU-puljerne
I sidste uge skrev vi på Nørre Djurs NetNyt om, at borgmester
Leif Sørensen er kommet med i et udvalg, som skal styre tildelingerne af Mål 2-midler
til bestemte udviklingskommuner. Vi havde ikke helt styr på, hvad det konkret drejede sig
om, så vi opfordrede borgmesteren til at sende os en e-mail med en nærmere forklaring.
Vi havde den lidt skumle bagtanke at finde ud af, om Leif Sørensen skulle være blandt
vore læsere, og minsandten om ikke han svarede prompte.
Læs mere om EU-puljerne her!
Vi lader Leif Sørensen med sine egne ord forklare, hvad det dér med Mål 2-puljen og
det omtalte udvalg går ud på. Han skriver:
"Det program, du refererer til i din artikel, er et program under Mål 2, som er et
program for Regionaludvikling.
Mål 2 er det program, som afløste Mål 5 b.-programmet, som Nørre Djurs, Samsø, Tunø
og Anholt har kunnet søge penge fra i de sidste 6 år. Men da det ikke lykkedes atter at
blive udpeget som vanskeligt stillet område under det nye Mål 2, er der afsat nogle
midler i en såkaldt afløbsperiode (2000-2006). Det er disse midler, som jeg i det
omtalte udvalg vil få indflydelse på, hvordan de bliver brugt.
Konceptet for anvendelse af disse penge er dog ikke vedtaget af Kommissionen endnu, selvom
der nu snart er gået et år af perioden, men jeg satser på, at der vil være ca. 3 mill.
til Infrastruktur (Hemmedvejen) og ca. 3 mill. til Erhvervsudvikling. Disse beløb er dog
afhængige af Finansloven (de enkelte ministeriers beløb til national
medfinansiering)."
Så fik vi dét med Mål 2 på plads, men borgmesteren gør opmærksom på, at der
endvidere er 2 andre EU-puljer, der arbejdes på, at Nørre Djurs skal have del i. Han
fortsætter:
"Derudover er der et program, som hedder Leader +, hvor vi skal lave nogle
udviklingsprojekter sammen med Midtdjurs, Rougsø, Nørhald og Mariager kommuner.
Desuden er vi i gang med at lave en handleplan for Bønnerup Havn, som vil gøre det
muligt at søge nogle FIUF- midler (Det Finansielle Instrument til Udvikling at
Fiskerisektoren).
Jeg håber, at dette fortæller noget om, hvor mange puljer og programmer der findes, og
hvor indviklet det er, men vi forsøger hele tiden at få vores del af kagen."
Gør som borgmester Leif Sørensen, brug Nørre Djurs Web til at få dine nyheder og
synspunkter ud!
[ Dagsoversigt | Arkiv ]
Skrevet af Rex, redaktion 11, den 31-10-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000