Artikler på Nørre Djurs Web
Dagbog fra Litauen (5) – Vilkaviskis

Vi er nu nået til sidste kapitel i vores tapre Bøvl-delegations udmattende rejse i det baltiske land, Litauen. Vi lader som sædvanligt Kasper Revsbech og Bjarke Nielsen på skift fortælle:

"Fredag:
Da vi kom, blev vi meget overraskede over, hvor flot de havde opstillet alt det vi havde sendt til dem, med helt nye borde og med strømmen, som også lige var trukket. Og da vi gik i gang, gik det hele meget smertefrit med at få lavet netværket, og computerne startede næsten alle sammen. Så det var meget godt, og senere blev vi inviteret til at se et show, der var lavet, fordi vi ville komme og besøge skolen. Det var imponerende at se, hvad de kunne; vi så både dans og drama. Noget af det, jeg syntes var specielt flot, var, at der var en lille pige, der ikke var mere end 10 år eller der omkrig. Hun stod helt alene, det eneste, hun havde til at hjælpe sig, var hende, der spillede på klaveret. Hun stod så bare der og sang, og det lød godt, senere kom hun igen og spillede klaver, og også dette mestrede hun.
Bagefter denne flotte modtagelse gik vi tilbage til arbejdet. Det gik godt nok i starten, men det begyndte at drille lidt. Senere på aftenen kom den anden gruppe, som så var blevet færdige i Druskaninkai. Vi arbejdede til klokken var tolv eller mere, for der kom flere og flere problemer, efterhånden som vi kom frem. Derefter gik vi hjem for at sove.

Lørdag:
Vi gjorde som vi plejede, nemlig at stå tidligt op, men denne gang stod vi ikke så tidligt op. Da det har været mig og Lars, der har vækket resten hele ugen, tænkte vi, at det gjorde vi da bare igen, men vi var meget trætte, og vi vågnede ikke før 5 minutter før vi skulle spise morgenmad. Vi nåede det, og vi tog nu tilbage til arbejdet, som jo skulle gøres færdigt, og det blev det da også, men det var lidt sent, inden vi blev færdige. Det var meningen, at vi skulle rejse sammen med den oficielle delegation fra Nørre Djurs kl. 15, men vi fik det udsat til kl. 17."
Kasper R.

"På den tekniske skole i Vilkaviskis, hvor vi installerede værkstedet, mødtes vi lørdagen igennem, dels med de officelle repræsentanter derhjemmefra: Leif Sørensen (borgmester), Mogens Caspersen (kommunaldirektør), Finn Byrialsen (børne- og kulturchef), Gert Eriksen (kulturudvalgsformand) og Eigil Kjærgaard (ungdomsskole og -klub leder) og dels med mange forskellige værts-repræsentanter. Da vi var færdige med værkstedet og skulle til og afsted, blev vi inviteret til et afskeds møde med skolens ledelse og skoledirektøren for Vilkaviskis samt Rokas, - den unge mand som skal være koordinator for værkstedet og som vi har haft på besøg i Nørre Djurs. Her blev der serveret te, kiks og ost, og vi fik fortalt grundigt om, hvordan Bøvl-miljøet hos os var opstået og om de principper om folkelig tilgængelighed og frivilligt arbejde som vi drømmer om også skal være baggrunden for udviklingen af værkstederne i Litauen. De lovede at tage afsæt i det 7-punkts program om forudsætningerne for at et Bøvl-miljø kan udvikle sig, som jeg på opfordring fra Rima allerede havde sendt til Litauen sidste efterår, og at bruge det som grundlag for udviklingen af et lokalt Bøvl-miljø på Vilkaviskis egnen. Vores oficielle delegation havde under deres møder med de lokale ledere også bestræbt sig på at klargøre den ånd hvori gaverne var givet, og de mente at de aftaler der var blev indgået mellem politikere og embedsmænd fra de 2 venskabskommuner, Nørre Djurs og Vilkaviskis, kom til at afspejle dette. Det var vigtigt for os at gøre det helt klart, at gaven var til alle borgere på Vilkaviskis-egnen og at vi som krav til de der skulle administrere gaven bl.a. stillede, at det donerede computerværksted ikke må tilfalde hverken myndighederne eller private, men skal være åbent tilgængeligt for alle og at alle gennem jævnlige åbne besluttende møder skal kunne få indflydelse på værkstedets drift ."
Bjarke Nielsen

"Nu var vi færdige, og vi var glade, for nu havde vi sat 70 computere, 18 printere og 14 scannere op, og hvert værksted har fået lavet det sådan, at de kan komme på Internettet. Det var dog ikke alle, der benyttede sig af det, da der var nogle steder, hvor de skulle have trådløs Internet-opkobling snart. Så det var meget tilfredse, at vi tog til Kaunas for at sove til søndag.
Det skal lige siges, at vi var nødt til at sige farvel til vores tolk Rima og hendes søn Domas. Det var vi meget kede af, men Rima skulle arbejde videre dér sammen med Eigil Kjærgaard. Vi vil gerne sige, at havde det ikke været for Rima, så havde denne tur ikke kunnet fungere. Hun har simpelthen været fabelagtig, og ikke mindst hendes søn, som også kan forstå og tale dansk. Han har også været uundværlig de steder, hvor vi har været delt i to, da der ikke er ret mange litauere, der forstår andet end litauisk og russisk.
Men altså: vi skulle klare os selv nu, så det var jo meget heldigt, at vores unge kontaktperson i Vilkaviskis, Rokas, som nu skulle være ansvarlig på værkstedet, var meget god til at snakke engelsk, og han hjalp os meget, han tog faktisk også med ind til Kaunas og blev der om natten. Derinde nød vi bare, at vi havde fri, og vi gik hen for at spise. Senere på aftenen gik vi i byen dér. Det var meget sjovt at prøve igen, og vi så endnu en gang, hvor anderledes vores økonomiske situation er. Det kostede ikke mere end 200 kr. i baren, og vi var 5 mand, der fik en hel del øl og drinks, men det, der var mest foruroligende, var, at ham, vi havde med os, fortalte os, at vi lige havde drukket for det som svarer til en ottendedel af hans mors løn. Noget af det, som også var forbavsende, var, at vi lagde noget, der ligner 30 kr. i drikkepenge, og det var næsten for meget. Hende, der havde betjent os hele natten, kunne slet ikke forstå det.

Søndag:
Søndag startede for mit og Lars` vedkommende med, at vi kom for sent op, så vi nåede ikke at få morgenmad. Da vi så var kommet op, gik vi i gang med at pakke. Alt vores eget værktøj hjemmefra, som vi havde taget med derover, skulle med hjem igen, eller dvs. noget af det, som vi havde taget med, blev der jo, for det var taget med til litauerne. Men da vi havde pakket derhjemme og sendt i forvejen, havde vi puttet en del værktøj ved, som nu skulle med hjem igen, så vi skulle sådan cirka slæbe på lige så meget som derover. Da vi havde pakket, tog Rokas os med ned for at se et krigs- museum. Det var temmeligt interessant."
Kasper R.

"Inden afrejsen tog Rokas, der skulle være leder af "vores" værksted, os med ud for at se et såkaldt krigsmuseum. Jeg havde forestillet mig noget med minder fra Anden Verdenskrig, men museet viste sig at være andet og meget mere, nemlig en gennemgang af Litauens historie lige fra stenalderen og til vore dage. Engang i middelalderen strakte det litauiske rige sig fra Østersøen og til Sortehavet, og i århundredernes løb har de litauiske grænser nærmest været flydende. I brændpunktet mellem Øst og Vest har Litauen spillet en stor rolle som forbundsfælle for enten den ene eller den anden side, og dette har betydet konstante krige med alle nabolandene. Selv Napoleon har ikke kunnet nære sig og har været i Litauen for at organisere, trods afstanden til Frankrig.
Efter denne enormt interessante indføring i krigens galskab blev vi kørt til lufthavnen, hvor vi igen blev forenede med den officielle delegation derhjemmefra. Sammen satte vi os til rette i flyveren og lod os transportere hjem efter en begivenhedsrig og totalt udmattende arbejdstur til et land, hvor livet leves fuldt ud i nutidens verden trods de vanskelige økonomiske kår som mange lever under, og alligevel minder meget af samme grund om de standarder som var gældende i Danmark i 50'erne. Og meget minder også om den russiske hverdag vi kender fra fjernsynet, selvom litauerne er meget bevidste om at de er helt deres egne, ligesom vi danskere er det."
Bjarke Nielsen, projektleder

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 30-10-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000