Artikler på Nørre Djurs Web
"Fra Pult til Disk"
Når man tænker på årbøgerne fra egnsarkivet, som mest
består af rene gætterier på baggrund af gamle kirkebøger, ærgrer man sig tit over, at
fortidens folk ikke var i stand til at beskrive deres egen tid på skrift. I vores tid er
dette nu ved at ændre sig; de ældre, der kan huske tilbage, kan nu selv skrive det ned
også, og det giver straks meget mere kød på historien. Det er baggrunden for den bog,
HK-Djursland for kort tid siden sendte på gaden.
Læs mere om bogen hér!
Grunden til, at vi her på Nørre Djurs NetNyt har kastet os over denne nye bogudgivelse,
er, at der er flere bidrag heri med relation til Nørre Djurs. Én af idé-mændene bag
bogprojektet bor i Stenvad, og han har af og til taget aktivt del i Bøvl-miljøet, hvor
det var hans initiativ, der skabte Internet-caféen for de unge. Hans navn er Jørgen
Hansen, og han står som forfatter til 2 af bogens kapitler.
En anden bidragyder, Emil Olesen, bor i dag i Grenå, men han har haft det meste af sit
arbejdsliv i Nørre Djurs, fra ansat på el-værket i Voldby over jobbet som
sygekasseassistent i Veggerslev og til kommune-kontoret i Glesborg, hvor mange stadig
husker hans karakteristiske, sindige facon lige indtil midten af firserne.
En tredje af fortællerne, Willy Helbo, startede som ung sit arbejdsliv med at cykle en
postrute i Stenvad, så også hans beretning kommer på denne måde i berøring med Nørre
Djurs.
Nørre Djurs NetNyt har sludret med formanden for HK/Djursland, Kell Pedersen, og han
fortæller, at deres hovedorganisation for et par år siden i anledning af jubilæet
opfordrede samtlige medlemmer til at skrive en beretning om deres arbejdsliv. Det var der
nogle af de lokale medlemmer her fra egnen, som gjorde, og en dame fra Grenå fik sin
historie optaget i den landsdækkende bog, ja, hendes historie lagde ligefrem navn til
bogen. Opmuntret af denne succes arrangerede HK/Djursland nu en række skriveværksteder
med arkivar Børge Kjær fra Grenå som lærer, og resultatet heraf er denne bog,
"Fra Pult til Disk", som kan købes formedelst 100 kr.
Herfra kan vi kun anbefale den, da den er fuld af varme og nærværende beskrivelser af
den voldsomme udvikling, der er sket i løbet af det 20. århundrede, også her på
Djursland.
Læs den før din nabo!
Under næste overskrift i Dagens Nyheder kan du læse små pluk fra bogen !
[ Dagsoversigt | Arkiv ]
Skrevet af Rex, redaktion 11, den 30-10-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000