Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: Mere budgetdebat
Vi har sjældent set en mere intens debat på læserbreve i Dagbladet Djursland fra vores lokalpolitikere, end den der foregår lige nu efter vedtagelsen forleden af det nye budget. Nu mangler vi så bare, at politikerne begynder at huske at sende en kopi af deres læserbreve til Nørre Djurs NetNyt, så redaktøren kan slippe for at skrive af. I dagens avis har vi fundet følgende indlæg fra Jens P. Jellesen:
"Socialdemokraterne, Nørre Djurs Listen og de Konservative har for tiden travlt med at skrive læserbreve. En hærchef sagde: "Det bedste forsvar er angreb". Jeg kan kun opfatte det ihærdige skriveri som udtryk for, at man gør alt for at forsvare den skattestigning, som ovennævnte partier har stemt igennem.
Alle kneb skal bruges for at retfærdiggøre en voldsom skattestigning.
En stigning i skatten på 1,2% point på et år tror jeg aldrig, man har oplevet i Nørre Djurs Kommune før, og, hvad værre er, så tror jeg også, at der kommer en skattestigning til næste år.
Sidste år nedsatte ovennævnte partier skatten med 0,1%, hvor vi i Venstre foreslog uændret skat.
Som politikken er skruet sammen i vores kommune for øjeblikket, "lever man fra hånden og i munden" – underforstået meget kortsigtet planlægning. Dette medfører den siksak-kurs, som vi for øjeblikket er vidne til. Først skatten ned, så skatten voldsomt op.
Ud over skattestigningen er Nørre Djurs Kommune i færd med at gældsætte sig betydeligt.
I 1999 var den langfristede gæld 35 millioner kroner, og når næste år er gået, vil den langfristede gæld være tæt på 1000 mill. kr.
Den største part af disse lånte penge er gået til skolebyggeri, og det har der været bred enighed om i kommunalbestyrelsen, inkl. Venstre. Men enigheden ophører, når man ikke vil se kendsgerningerne i øjnene, nemlig det at låne penge fremover også vil have indflydelse på kommunens driftsbudget.
Rente- og afdragsposten vil stige betydeligt de kommende år. Derfor må vi prioritere og i en periode spare på andre områder.
Det er for let og uden visioner blot at hæve skatten. Der er grænser for, hvor meget folk vil betale i skat.
Vi kan stort set sige, at der i år ikke har været forhandlet om budgettet. På et tidligt tidspunkt, midt på året, vedtog et flertal, eksklusive Venstre, servicemålene – altså hvilket serviceniveau man ville have, uden at kende midlerne.
Det svarer til, at man i et privat husholdningsbudget bestemmer sig for uændret eller øget forbrug, uden at kende til lønindkomsten det næste år.
Det kalder jeg uansvarlig politik."
Skrevet af landbrugskonsulent Jens P. Jellesen, medlem af kommunalbestyrelsen for Venstre i Nørre Djurs, i Dagbladet Djursland tirsdag d. 17. oktober
[ Dagsoversigt | Arkiv ]
Skrevet af Rex, redaktion 11, den 17-10-00
Copyright Nørre Djurs Web 2000