Klumme: Om dyrevelfærd

Artikler på Nørre Djurs Web
Klumme: Om dyrevelfærd

Fra tid til anden dukker der i Dagbladet Djursland en klumme op, skrevet af en nørre djurser, nemlig tegneren og forfatteren Stig Holsting fra Gjerrild. Forfatteren har givet Nørre Djurs NetNyt lov til at bringe dem og således også den fra dagens avis om dyrenes rettigheder:

"Storm P. sagde engang, at jo mere han lærte mennesket at kende, des mere kom han til at holde af sin hund. Hvis man ellers kender sin Storm P. nogenlunde, så ved man også, at denne udtalelse skal tages med et vist forbehold, for netop denne vores store menneskekender og humanist forstod nok at sætte Guds skabninger i de rette forhold til hinanden.
Hunden kan naturligvis ikke sættes i medmenneskets sted, men hunden kan lære os, hvad hengivenhed og uselviskhed er.
I disse tider, hvor mange savner et perspektiv og en mening med deres tilværelse, er der ikke grænser for surrogaterne på det fri marked.
Et nyt fænomen er "Dyrenes Befrielsesfront". Det er en samling unge mennesker, der i deres iver for at tale dyrenes sag går helt over gevind, og i deres overreaktion skader mere, end de gavner. Vi har formodentlig alle hørt og læst om deres aktioner med at slippe minkfarmenes dyr løs i den vilde natur. Dyrenes muligheder for at overleve kan jeg ikke vurdere, men nogle påstår, at de vil lide en ynkelig sultedød. Alene dette er vel et argument imod de unge hærværksfolk. Ligesom med slagtesvin er det en barmhjertigheds-gerning at aflive minkene.
Men et efter min mening endnu stærkere argument imod deres fremfærd er dette, at vil man noget godt, opnår man det ikke ved at udøve skade på andre. Målet helliger ikke midlet, men målet kommer til at svare til de midler, man bruger.
Deres handlinger er jo båret af deres had mod minkfarmerne, og selv om jeg i mit hjerte sympatiserer med deres intentioner, så kan selvtægten ikke være den rette vej. Så længe der er folk, som vil klæde sig i frakker af dræbte dyrs pelse, så længe vil det være praktisk legitimt at fremavle pelsdyr – om ikke etisk. Det må være mere rigtigt og mere i en etisk indstillings ånd at forsøge at vende holdningen fra at ville benytte pelsfrakker, ligesom det i sin tid lykkedes at få vendt stemningen imod benyttelse af babysælers skind og æg fra burhøns. Vi er jo ikke længere stenalderfolk, der er henvist til at gå klædt i dyrehuder.
Selv den mest indædte vegetar kan ikke forhindre svinefarmene i at producere svin ved at slippe svinene ud i landskabet. Man må arbejde på det etiske plan, og selvtægt kan aldrig være et etisk instrument. Ganske vist mener jeg som de unge mennesker, at det er dyremidhandling at fremavle de små rovdyr i trådbure, ligesom det er uetisk at avle svin i sterile stalde med tremmegulve og høns i trange trådbure.
Det er ganske simpelt uværdigt for civiliserede mennesker at behandle dyr på den måde. Strengt taget er det en barmhjertighedsgerning at slagte disse dyr, for deres korte liv er båret af smerte og uværdige forhold.
Danmark er på mange måder foran andre europæiske lande på det dyreetiske område, om end der er lang vej igen. Men ved til stadighed at stræbe efter det optimale hensyn til dyrenes værdighed, kan Danmark være en inspirator i det europæiske fællesskab. Tænk hvilken fryd, den dag tyrefægtning og andre barbariske dyremishandlende folkeforlystelser bliver forbudt overalt.
Der er stor afstand fra den enlige gamle, som i bitter resignation over sine medmenneskers ondskab kaster al sin kærlighed på sin lille hund – og så til menneskets erkendelse af, at dyrene nok på sin vis er sat i menneskenes tjeneste, men at de også som levende individer har deres naturgivne rettigheder. Dyr er ikke mennesker og reflekterer formodentlig ikke over deres tilværelse som mennesket gør, men det må være hævet over enhver tvivl, at i det øjeblik dyret bliver berøvet sine naturgivne betingelser på et efter dets natur normale liv, da lider dyret i en større eller mindre grad. Man hjælper ikke dyret ved at tillægge det menneskelige egenskaber, selv om den enlige gamles moppe såmænd godt kan nyde sin trange tilværelse, for hvad er en moppes naturgivne tilværelse? Men svin, høns, køer og mink har nogle naturlige instinkter, som vi som ansvarlige for deres liv er forpligtet til at imødekomme. Alt andet er dyremishandling.
Der skrives en del om, hvordan de zoologiske haver har pligt til at holde liv i truede dyrearter. Hvorfor det? Hvis dyrene ikke mere kan leve i den fri natur, fordi mennesket har gjort det umuligt for dem, er der ingen mening i at holde dem i live i trange indelukker. Det kan altid kun blive til glæde for publikum – ikke for dyrene.
Der er ingen tvivl om, at fremtiden også vil dømme os som civilisation på, hvordan vi behandler vores umælende medskabninger. Nu har vi fået nogle højt besungne menneskerettigheder, og selv om disse af og til kan synes lidt flossede i deres intentioner, så ville det pynte på vores arts eftermæle, om vi stræbte efter at yde dyrene deres medfødte rettigheder i en verden, som de kun er med til at opretholde – ikke at destruere."
Skrevet af Stig Holsting, Gjerrild, i Dagbladet Djursland, tirsdag d. 17. oktober.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]