Artikler på Nørre Djurs Web
Overtonesang på Meilgaard

"Vores første koncert i januar var også en overtonekoncert, og det var både en stor oplevelse og en stor succes.
Overtonesang er speciel, i og med at der ikke synges tekster, men kun toner - på forskellige vokaler. Til gengæld forstærker man ved hjælp af en bestemt teknik styrken af en anden tone, der samtidig opstår, men som ligger på en anden frekvens, og det er denne tone, man kalder en overtone. Enhver tone eller lyd skaber faktisk overtoner, men det er ikke noget, vi hører til daglig. Derfor er det så spændende, når det bliver gjort tydeligt, og smtidig er det meget smukt og virker meget stærkt på én. Toner er jo svingninger, og man kunne godt sige, at der bliver "sat noget i sving" inden i os, når vi hører en tone. Med overtoneteknikken forstærkes de svingninger, der ellers er så svage, at vi ikke rigtig registrerer dem. Når disse rammer os, åbner de for det, som vi ellers heller ikke registrerer i os selv, f.eks. stemninger, følelser eller indre billeder. Det er noget helt specielt og intenst, som skal opleves."
Med denne introduktion til overtonesang indbyder Insa Freese fra Meilgaard Musik- og Kulturforening endnu engang til en anderledes musikoplevelse i de smukke omgivelser på Meilgaard Slot. Det sker på søndag eftermiddag kl. 15, hvor koret "Chor-i-Nohr" giver koncert under overskriften "Fra Underverdenen til Englesang". Dette overtonekor har eksisteret siden midten af firserne, og i dag består det af 3 medlemmer, lærer Susanne Høgberg, kinesiolog Ole Sietam og psykoterapeut Jørgen Aagaard.
I forbindelse med koncerten bliver der traditionen tro også lejlighed til at se en kunstudstilling, og denne gang er det kunstterapeut Susanne Møberg, der viser oliemalerier og akvareller under fællestitlen "Farver og Lys".

Kilde: Grenå Bladet

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 12-10-00
Copyright Nørre Djurs Web 2000