Artikler på Nørre Djurs Web
Første nederlag i efteråret til Stenvad

Fodboldtræner i Stenvad Boldklub, Keld Kristensen, er blevet én af vores trofaste "kunder", d.v.s. han gør os på redaktionen en stor tjeneste ved (selv i nederlagets stund) at sende os et kampreferat, når "hans" juniorhold har været i ilden. I weekenden gik det galt, endda på hjemmebane, og Stenvads stortalenter røg ned på en andenplads i puljen med efterårets første nederlag.
Keld Kristensen fortæller om kampen:

"Ja, det gik jo ikke så godt i weekenden. Vi tabte for
første gang i efteråret, og kun for 3. gang i alt i år.

Vi spillede mod Vester Hassing, som for en gangs skyld
stillede op i stærkeste opstilling. Det var vi
forberedt på, men alligevel var det, som om spillerne
troede, det skulle være let, da vi vandt første kamp
5-1, men vi var alt for stillestående fremme i
angrebet, og vi kom aldrig bagom Vester Hassings
stærke forsvar. Derfor skulle det jo gå galt. Vester
Hassing scorede allerede i 3. minut, efter at vores
forsvar tog en ordentlig blunder. Herefter fik vi godt
fat i kampen, og vi var spilstyrende, men chancer fik vi
ikke skabt. De 2 bedste tilbud var begge hovedstød, og
ironisk nok ved vores 2 mindste spillere, Michael Hald
og Morten Møller.
Da vi pressede mest på for udligning i anden halvleg, ja så scorede Vester Hassing til 2-0, som blev slutresultatet.
Det var en kamp, der viste, at vi skal hjem og øve indspil og afslutninger, hvis vi skal vinde næste weekend i Dronningborg. Det er iøvrigt en
kamp, der skal vindes, hvis vi fortsat vil gøre os
forhåbninger om at vinde kredsen."

Indsendt af Keld Kristensen, fodboldtræner

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 03-10-00
Copyright Nørre Djurs Web 2000