Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev om unfair valgkamp

Der er åbenbart nogen rundt om i kommunen, der har svært ved at acceptere spillereglerne for en valgkamp. Det har fået kontorassistent Kirsten Kristensen fra Venstre i Nørre Djurs til at fare i blækhuset og skrive følgende læserbrev til dagens udgave af Dagbladet Djursland:

"Venstre i Nørre Djurs anbefaler et JA ved afstemningen d. 28. september 2000.
Venstre i Nørre Djurs har valgt at hænge JA-plakater op rundt i hele kommunen, men har måttet erfare, at mange af disse plakater er blevet fjernet i Hemmed, Glesborg, Ørum, Stenvad og Ramten fredag aften og lørdag formiddag.
I forbindelse med tidligere valgkampagner har Venstre oplevet, at nogen har øvet hærværk mod de ophængte plakater, men aldrig at plakaterne er blevet fjernet. JA-plakaterne er ophængt så højt og fastgjort så godt, at de mennesker, der har fjernet plakaterne, har måttet medbringe stige og værktøj for at fjerne dem.
Det giver stof til eftertanke, disse mennesker respekterer åbenbart ikke de demokratiske spilleregler, de mener sig åbenbart i deres fulde ret til at bestemme, hvorledes en valgkamp skal føres. Disse mennesker kan åbenbart ikke respektere JA-tilhængernes synspunkter, man forøver gerne hærværk, for at andres synspunkt ikke kommer til orde.
Man kan frygte disse menneskers reaktion, hvis det på torsdag bliver et JA, hvorledes vil de så reagere, hvis de ikke kan tåle at se et JA til ØMU`en på en plakat ophængt af Venstre i Nørre Djurs?"

Kilde: Dagbladet Djursland

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 26-09-00
Copyright Nørre Djurs Web 2000