Artikler på Nørre Djurs Web
Om demens-aften på plejehjemmet i Ørum
Vi har "plukket" følgende læserbrev i Grenå Bladet, da det er en almindelig opfordring til alle ældre i Nørre Djurs Kommune og deres familier:
"Mange af os oplever situationer, hvor vi føler, at vores hukommelse svigter. Vi forlægger briller og nøgler eller har pludselig glemt, hvad vi gik efter. Det er sitiuationer fra hverdagen, som vi sikkert alle kender, og er ikke udtryk for sygdom eller demens.
Vi bliver heller ikke demente, bare fordi vi bliver gamle. I Danmark er der ca. 80.000 demente, hvoraf de ca. 40.000 er moderat til svært demente, så de ikke kan klare sig uden hjælp.
Demens bliver hyppigere med stigende alder, så der bliver stadig flere demente mennesker i takt med, at der bliver flere ældre.
Hos de 60-65 årige er mindre end 1 ud af hver 100 personer demente, mens der blandt 80-85 årige er over 20 demente ud af hver 100.
Demens kan i sjældne tilfælde udvikles i 40-års- alderen, men de fleste er over 70 år, når symptomerne kommer.
Ordet senil betyder gammel og er ingen sygdom. Demens betyder de-: "bort fra" og -mens: "sindet", altså "bort fra sindet".
Demens er et syndrom, dvs. en samling symptomer med svækkelse af hjernens funktioner: hukommelse, tænkeevne, følelsesliv og/eller personlighed.
Der er op imod 100 forskellige sygdomme, der giver demens. Symptomer og forløb er helt afhængig af, hvilken sygdom der er tale om. Alzheimers sygdom er den hyppigste demens- sygdom. Den er årsag til mere end halvdelen af alle demenstilfælde. Dernæst følger demens som følge af blodpropper i hjernen.
Dette vil overlæge Nils Chr. Gullmann, Psykiatrisk Hospital i Risskov, fortælle meget mere om, når der tirsdag d. 12. september afholdes en temaaften/pårørendeaften på plejehjemmet Vestervang i Ørum.
Nils Chr. Gullmann har en meget stor indsigt og viden omkring demenssygdomme, årsager og symptomer, og ikke mindst hvilke eventuelle behandlingsmuligheder der kan tilbydes, når den korrekte diagnose er stillet. Dette bliver hovedpunkterne i Nils Chr. Gullmanns oplæg denne aften på Vestervang, hvor der for de fremmødte udover at høre dette oplæg også vil blive mulighed for at få besvaret spørgsmål.
Man vil også kunne møde Alzheimerforeningens formand i Århus Amt, Marie Andersen. Alzheimerforeningen er en patient- og pårørendeforening, der tilbyder rådgivning, oplysning og støtte til patienter og pårørende. Marie Andersen vil i kaffepausen være til rådighed for de fremmødte, besvare spørgsmål og informere om foreningen, dens aktiviteter og støttemuligheder.
Temaaftenen er åben for alle interesserede. Er man pårørende til en person med demens eller måske har mistanke om, at én i familien eller en nær ven har begyndende demenssymptomer, vil jeg hermed gerne opfordre til, at man afser tid til at komme og høre overlæge Nils Chr. Gullmanns oplæg samtidig med, at man får mulighed for at tale med en repræsentant for Alzheimer- foreningen, formanden her i amtet Marie Andersen. Evt. om det at være pårørende eller en nær ven til en person med demens.
Tilmelding til denne aften kan ske ved henvendelse til plejehjemmet Vestervang i Ørum, senest mandag d. 11. september."
Skrevet af Birthe S. Albér, Social- og Sundhedsassistent ved Nørre Djurs Kommune.
Husk det nu !
Red.
[ Dagsoversigt | Arkiv ]
Skrevet af Rex, redaktion 11, den 05-09-00
Copyright Nørre Djurs Web 2000