Artikler på Nørre Djurs Web
Lystfisker druknet ved Gjerrild

Fredag aften var en jolle med 4 mand sejlet ud fra Gjerrild Nordstrand for at fiske, da båden pludselig tog vand ind. Den ene af mændene svømmede omkring en sømil ind på land, hvor en lille flok mennesker og flere både var forsamlede. En båd blev sat i vandet, og det lykkedes at redde 2 mand mere, men den sidste, der ikke havde redningsudstyr på, kunne man ikke finde. I mellemtiden var Søværnets Operative Kommando kommet til, og de søgte efter den forsvundne mand med infrarødt søgeudstyr til langt ud på aftenen, og eftersøgningen fortsatte også om lørdagen, men uden resultat. Det anses nu for givet, at manden må være druknet. Den formodet omkomne var 40 år og boede i Øster Alling, mens hans 3 kammerater var fra Pindstrup. Alle de reddede bar redningsvest.

Kilde: Dagbladet Djursland

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 28-08-00
Copyright Nørre Djurs Web 2000