Artikler på Nørre Djurs Web
Borgmestermøde om "Det Skæve Danmark"

Det var disse svære vilkår for de små Djurslands-kommuner, der stod på dagsordenen, da de 8 borgmestre mødtes i går i Grenå. Også i disse drøftelser spillede Leif Sørensen en central rolle, og han uddyber overfor Dagbladet Djursland i dag, hvordan han mener, de små kommuner er ofre for en skævvridning af samfundet. De rige kommuner har alt for mange fordele og får forholdsvis flere penge tilført fra staten, end de små gør.
Der er brug for en mere retfærdig fordeling af pengene, mener de djurske borgmestre, og det giver de nogle eksempler på. De små kommuner får mindre i tilskud, end de har fået tidligere, mens udgifterne stiger støt, og værst af alt er den momsudligningsordning, der blev indført i 1984. Denne bevirker efter borgmestrenes mening, at de små kommuner i realiteten betaler med nedskæringer for de større og rigere kommuners skattelettelser og pensionistrejser.
De 8 borgmestre har nu sat sig for, at de vil slå et ordentligt slag for at sætte de små kommuners hængedynd af en økonomi på dagsordenen. Overfor de ansvarlige politikere vil de rejse en debat om, hvor gavnligt for hele samfundet det ville være, ved en mere retfærdig fordeling af statstilskuddene at tilføre de små kommuner noget mere kapital, så de kan leve op til det høje serviceniveau og til de krav, som det moderne menneske har til sin kommune. Er man skatteyder i eksempelvis Nørre Djurs, kommer man til at betale mere skat til næste år.
Borgmestrene holder gryden i kog og mødes igen d. 6. september i Midtdjurs.

Læs også Søren Andersens og Svenn Strunks artikel på forsiden af Dagbladet Djursland, onsdag d. 23. august!

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 23-08-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000