Artikler på Nørre Djurs Web

Store planer om borgerhus i Fjellerup

Syn_fra_Fjellerup-Oestergaard-stor.jpg (20514 bytes)
Udsigt fra borgerhuset i Fjellerup ?

Fordi vi nu tilfældigvis har vores redaktion her midt i Glesborg, har det været nemt for os at følge med i de planer, der her i byen er om et medborgerhus.
Vi vil imidlertid gerne bestræbe os på at komme så godt som muligt rundt i vores lokalområde, så vi synes, vi skylder folk i Fjellerup også at fortælle om deres husplaner.

Læs mere her!

Her har man slået nogle af byens slagkraftige foreninger sammen til Fjellerup Aktivitetsforening. Det drejer sig om Borgerforeningen, Husmoderforeningen, Idrætsforeningen og Kræmmerforeningen, og man er sammen om at lave det nys overståede, årlige kræmmermarked. Med dette store arrangement laver man hvert år et klækkeligt overskud, og her er det økonomiske grundlag blevet lagt for det byggeprojekt, som Fjellerups foreningsliv går og pusler med.
I flere år har mange af byens foreninger holdt til i den gamle skole, men efterhånden har man et stort behov for et sted, hvor man kan være sikker på at blive i mange år. Flere løsninger har i tidens løb været på bordet, og bl.a. har Fjellerup Kro på et tidspunkt været på tale, men der viste sig for store omkostninger forbundet med sådan en plan. Nu har man så bestemt sig for selv at bygge, og her har man i Fjellerup en oplagt grund til formålet. I udkanten af byen lå i sin tid den gamle Fjellerup Østergård, der for år tilbage under stor, lokal debat blev flyttet sten for sten til Frilandsmuseet som eksempel på det 15. århundredes byggestil.
Både kommune og amt er meget interesserede i at få brugt denne grund til noget fornuftigt, så nu håber man i Fjellerup Aktivitetsforening allerede næste år at kunne gå i gang med at bygge en ca. 500 kvadratmeter stor forsamlingsbygning på Fjellerup Østergård-området. Her på Nørre Djurs NetNyt skal vi nok sørge for at følge med i, hvordan det går videre frem.

Kilde: Dagbladet Djursland og Trend-Poulsen.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 17-08-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000

Vi har modtaget en E-mail fra Arne Trend-Poulsen som gør opmærksom på at Fjellerup Aktivitetsforening er en paraply-organisation for de andre medvirkende foreninger. Vi har i overensstemmelse hermed rettet ovenstående artikel og bringer herunder Arnes E-mail:

Efter at have læst den ellers udmærkede artikel desangående, vil jeg
gerne have lov til at rette en forkert opfattelse at sammensætningen.
Det er IKKE Fjellerup kræmmerforening der står for opførelse af noget
som helst, men Fjellerup aktivitetsforening, som er paraplyorganisation
for alle de lokale foreninger såsom kræmmerforening, idrætsforening ,
husmoderforening, og borgerforening. Vi beklager, hvis der er kommet en
forkert opfattelse ud i medierne.

Venlig hilsen.
Arne Trend-Poulsen
formand for Fjellerup aktivitetsforening.
atp@nr-djurs.dk
http://hos.nr-djurs.net/Bageren