Artikler på Nørre Djurs Web
Til lykke, Ørum Aktiv Center

DK-Stutflag.gif (1296 bytes)

I morgen er det et år siden, Ørum Aktiv Center åbnede dørene med en stor indvielsesfest. Nu gør de det igen, og her fra Nørre Djurs NetNyt hejser vi flaget og siger til lykke med den succesrige første sæson.

Læs videre om festlighederne!

I et så forholdsvis fattigt og tyndt befolket område som Nørre Djurs har det altid været småt med tilbud om en aktiv fritid, både for børn, unge og voksne. Det eneste større samlingssted har i mange år været Nørre Djurs Hallen i Glesborg, og den har i den grad været over-booket. I omkring ti år har der været bestræbelser på at etablere en hal mere i kommunen, der samtidigt kunne tjene som kultursted. Med private pengeindsamlinger og kommunal støtte lykkedes det så endelig at komme i gang med byggeriet, og sidste sommer stod så Ørum Aktiv Center klar til indvielse.
Det skete med stor festivitas over flere dage, og nu kan man så i bestyrelsen se tilbage på det første år som en rigtig god start. Specielt for Ørum Idrætsforening har den nye hal selvfølgelig været en gevinst, og fra at være så lille en forening, at kun ganske få idrætsgrene reelt har kunnet gennemføres, er den i løbet af det sidste år vokset til at have lige så mange medlemmer, som der er husstande i Ørum! Det har allerede betydet en udvidelse af aktivitetsniveauet i klubben med en bredere vifte af sportsgrene til resultat. Også Kvik-Ramten holder til i den nye hal.
Af kulturarrangementer har der ikke været så mange endnu, men vi er da stadig en del, der med glæde husker tilbage på det vellykkede og godt besøgte Vinterbal i februar med lokal musik og alle mulige slags folk på dansegulvet. Der har desuden i årets løb været flere kunstudstillinger.
I anledning af fødselsdagen har man fra bestyrelsens side haft et stort gaveønske, nemlig noget kunst til at sætte op uden for centret. Amtet meldte sig som den glade giver, og på den anden side af kommunegrænsen, i Glatved, fandt man, hvad man ønskede sig. Hos stenkunstneren Stig Mortensen faldt bestyrelsen pladask for en stor skulptur, som bliver afsløret og overgivet som Århus Amts gave til Ørum Aktiv Center ved en festlighed i morgen eftermiddag kl. 14. Samtidig åbnes en udstilling med andre værker af Glatved-kunstneren.
Lørdag aften fortsætter festen så kl. 18.30 med en buffet fra Gjerrild Kro, og når gæsterne har spist sig mætte og drukket den efterfølgende kaffe, spiller de utroligt populære Djursland Spillemændene op til dans. Det gjorde de til indvielsen, de gjorde det igen til vinterballet og nu for tredje gang til det store jubilæumsbal, så man kan vist roligt kalde dem for Ørum Aktiv Centers hus-orkester. Det er jo også oplagt: flere af musikerne enten bor eller har boet i Nørre Djurs, og de spiller en glad og dansevenlig blanding af spillemandsmusik, country og rock, som taler til folk i alle aldre. Der er forhåbentlig mange, der slutter op om dette festlige arrangement.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 11-08-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000