Artikler på Nørre Djurs Web
Unge litauere modtaget på rådhuset
Ved middagstid i går var Nørre Djurs NetNyt til stede ved den
modtagelse, som Nørre Djurs Kommune havde arrangeret for den lille flok unge fra Litauen,
der i denne uge gæster vores egn.
Læs mere her!
Med en lille frokost og lidt indledende småsnak blev der på hyggeligste vis lagt op til
den mere officielle del af modtagelsen. Fra kommunen var borgmester Leif Sørensen,
kommunaldirektør Mogens Caspersen og Finn Byrialsen fra Børne- og Kulturforvaltningen
til stede. De 2 værter, Ørum Ungdomsskole og -klub samt Bøvlmiljøet, blev
repræsenterede af henholdsvis Eigil Kjærgaard og projektleder Bjarke Nielsen. Herudover
var René Paw Christensen med både som kommunens IT-ansvarlige og som repræsentant for
Bøvl-miljøet. Fra Dagbladet Djursland deltog Mikkel Errboe med sin fotograf. De 5 unge
litauere var ledsaget af 2 voksne, hvoraf den ene var en dame ved navn Rima, som snakker
flydende dansk, og da flere af de unge snakkede udmærket engelsk, var der ikke de store
problemer med kommunikationen.
Efter den indledende frokost fortsatte selskabet til byrådssalen, hvor de unge fik
lejlighed til at indtage de pladser, der normalt er reserverede til kommunalbestyrelsen.
Borgmesteren anslog en afslappet og humoristisk tone i sin velkomst, hvor han bl.a.
fortalte gæsterne, at de altså her var i det lokale, hvor politikerne tænkte store
tanker og sørgede for, at embedsmændene udførte dem. Det var dejligt at opleve, at
kommunalfolkene var indstillet på at gøre velkomsten til en uhøjtidelig seance. Det
hele sluttede af med, at den ene af de unge litauere (Rocky) holdt en lille tale, hvor han
bl.a. sagde, at han før afrejsen derhjemmefra havde forestillet sig skandinaverne som
nogle kolde og sammenbidte mennesker. Hans møde med danskerne her det første døgn havde
dog allerede vist ham noget helt andet, nemlig at de kan være både glade og
humoristiske. Efter den melding overrakte han Litauens flag til borgmesteren.
Inden de 7 litauiske gæster tog videre til den officielle modtagelse i Bøvl-værkstedet,
hvor billedet for oven stammer fra, fik de en introduktion til, hvordan man på
kommunekontoret bruger computer-teknologien. Her var det planlægger Henrik Lysgaard, der
viste frem.
Læs i øvrigt Mikkel Errboes artikel i Dagbladet Djursland i dag, onsdag d. 9. august!
[ Dagsoversigt | Arkiv ]
Skrevet af Rex, redaktion 11, den 09-08-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000