For et stykke tid siden skrev vi om den usædvanligt skarpe kritik, som formanden for Danmarks Fiskeriforening, Bent Rulle, rettede mod den nystartede Bønnerup-baserede forening, Fiskernes Økologiske Netværk (FØN). Han beskyldte bl.a. folkene bag foreningen for useriøs omgang med offentlige midler i deres kampagne for ”naturskånsomt” fiskeri.
ADVARSEL!
Højeksplosiv magnetisk hornmine af fabrikatet BENT RULLE truer projektmagere og beskedne økologiske fiskere.
Det nystartede Fiskernes Økologiske Netværk (FØN) har fået bevilget 400.000 kr. af Den grønne Fond til en fiskeriteknologisk udredningsopgave, således at også fangstbehandling, distribution og forarbejdning af de naturskånsomt fangede fisk kan komme til at køre på bæredygtige skinner. Det har fået Danmarks Fiskeriforenings formand Bent Rulle til at blive meget vred. Han beskylder uden på nogen måde at have sat sig ind i noget som helst – kun ridende på "en forkert sø" af fordomme - os for "fup og svindel" og andre injurierende beskyldninger.
Det bekræfter kun for os, at vi er på rette kurs. Vi får også flere seriøse henvendelser fra firmaer, som gerne vil handle med vore fisk fra – et naturskånsomt fiskeri. Det vil meget snart blive muligt at købe fisk under vort nye private "miljøvaremærke". Vi er i konkrete forhandlinger og FØN åbner meget snart en hjemmeside, hvor man kan se, hvem der er autoriseret til at fiske, forarbejde og handle med fisk under dette mærke.
Det er endvidere en stor tilfredsstillelse, at vi (fiskerikollektivet) nu har fået en bevilling på 1.066.000 kr. til at videreføre projektet, "Fra Hav til Bord", som netop skal undersøge problemstillinger omkring det at sælge fisk på baggrund af en miljømærkningsordning.
Vi forventer, at Årstiderne – firmaet, som sælger økologiske grøntsager i abonnementsordning via internettet - bliver de første, som sælger vore miljømærkede fisk.
I næste nyhedsbrev vil der være detaljerede oplysninger om, hvordan man kan købe disse fisk og derved alliere sig med den naturskånsomt fiskende fisker.
Knud Andersen, Hemmed
[ Dagsoversikt ]
Skrevet af Rex, redaktion 5, den 14-7-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000