I Bønnerup har man stolte traditioner for den årlige havnefest, og i denne uge er tiden så kommet for Bønnerup Havnefest 2000. Vi fortæller nærmere om det omfattende program.
Festlighederne starter allerede torsdag aften mest for det voksne publikum med halbanko, og fredag aften er det så de unges tur til at more sig med diskotek i Fiskerihallen ved Steff Tronic.
Med kørsel gennem byen i sluppen, musikalsk underholdning ved fiskefiletboden med de lokale drenge Mogensen & Sax, optimistjollesejlads, veteranbiludstilling og et stort havneshow med bl.a. tovtrækning for fiskekuttere og tøndesejlads er der lagt op til et kæmpeprogram om dagen lørdag. Om aftenen er der så halbal med danseorkestret Daddy`s og indlagt strip-tease-show med George & Jeanette Wiedemann.
Søndag middag går man så videre i det store program med præcisionssejlads, som de lokale fiskere leverer, og senere får børnene mulighed for gratis at prøve at sejle med optimistjoller. Old Stars overtager den musikalske underholdning ved fiskefiletboden, og om aftenen bliver der arrangeret stor fællesspisning. Det hele slutter af søndag aften med halbal, hvor musikken leveres af det umådeligt populære, nordjyske orkester Kandis.
Alle dagene vil der være både hoppeborg og tivoli for børnene, og der vil desuden være kræmmermarked.
Kilde: Dagbladet Djursland
[ Dagsoversikt ]
Skrevet af Rex, redaktion 5, den 11-7-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000