Dagbladet Djursland har i de sidste 14 dage sørget for at holde gryden i kog med hensyn til de store busproblemer, som Århus Amt har påført Nørre Djurs med indførelsen af den nye køreplan i slutningen af maj. Hver eneste dag har avisen afdækket nye aspekter af den komplicerede sag, der uden overdrivelse gør det umuligt for os at bruge alle de mange busser, som ikke hænger sammen.
Den "busgruppe", bestående af nogle borgere og et enkelt kommunalbestyrelsesmedlem, der er opstået som reaktion på køreplansændringerne, kræver øjeblikkelig handling fra amtets side for at rette op på miséren, der betyder uoverstigelige problemer for hele vores område og vores sammenhæng med de større byer.
I går, tirsdag, bragte Østjyllands Radio et interview med kommunalbestyrelsesmedlem Kirsten Bech Hansen fra Nørre Djurs Listen, der på en klar og præcis måde gjorde rede for hele busproblematikken. Og i dag, onsdag, var det så TV2 Østjyllands tur til at kaste sig over emnet. Journalist Dennis Engelstad, en kvindelig fotograf, samt Mogens Østergaard (Dystrup), Kirsten Bech Hansen (Bønnerup), Bernhard Kiel (Hemmed) og Deres udsendte, alle fra "busgruppen", mødtes ved middagstid til en snak i SuperBrugsens café, hvor emnet blev grundigt gennemdiskuteret. Det hele mundede ud i en optagelses-session omkring busstoppestedet ved Nørre Djurs Hallen. De protesterendes synspunkter vil så blive forelagt Bo Fibiger, formand for amtets Trafikudvalg, og hele historien vil blive klippet sammen til et indslag i den lokale TV-Avis.
Se TV2 Østjyllands TV-Avis i aften, d. 14. juni kl. 19.30!
[ Dagsoversikt ]
Skrevet af Rex, redaktion 5, den 14-06-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000