Artikler på Nørre Djurs Web
Trafikproblemer omkring Voldby Skole.

Forleden kunne man læse følgende indlæg i Voldby Skoles skoleblad:

 

Jeg vil først præsentere mig selv. Jeg hedder William Highland Nielsen, i daglig tale kaldet "Highland", og jeg er den nye landbetjent i Nørre Djurs Kommune.
Foranlediget af skolebestyrelsen og bekymrede forældre har jeg en morgen besigtiget forholdene omkring jeres aflevering af børn til Voldby skole.

Jeg må heldigvis konstatere, at de fleste forældre, trafikalt set, opfører sig rimeligt fornuftigt, men når det er sagt, må jeg dog også konstatere, at der er forældre der opfører sig mindre fornuftigt, og nogle endda meget ufornuftigt, for ikke at tage stærkere ord i brug.

Jeg kunne konstatere, at nogle forældre foretog vognbaneskift over i modsatte vognbane for at parkere med front mod færdselsretningen, læsse deres børn af, for derefter igen at krydse over i den "rigtige" kørebane igen, for så efter få meters kørsel at vende bilen og køre tilbage, hvor de kom fra. Jeg kunne endog konstatere, at en enkelt forælder, efter at have foretaget den ovennævnte manøvre, steg ud af bilen på fortovet, for så at gå rundt om bilen, ud på kørebanen og lukke sine børn ud der og så følge børnene ind på fortovet for så at give dem deres skoletasker fra bagagerummet.

Der blev også konstateret, at enkelte stadig bruger indkørslen til skolegården som vendeplads, hvilket er uheldigt rent trafiksikkerhedsmæssigt, på grund af meget trafik, mange børn og for lidt udsyn.

Jeg håber, at ovenstående vil få jer forældre til at tænke jer om, når I kører jeres børn i skole, således at børnene kommer sikkert i skole, og at I som forældre ikke, på grund af jeres omsorg for børnene, frembringer situationer, som kan gøre det farligt for børnene.

Foruden denne lille "opsang" vil der blive taget skridt til at løse trafikforholdene på stedet, ved hjælp af nogle vejtekniske foranstaltninger, og når de engang i fremtiden er etableret, vil jeg henstille til, at restriktionerne bliver overholdt.

DET ER JERES BØRN OG VORES FÆLLES FREMTID, VI SKAL PASSE PÅ.

SIDSTE: Jeg kan tilføje, at nu er de vejtekniske foranstaltninger gennemført, og jeg var på stedet onsdag den 7 juni 2000 og kunne konstatere, at ikke alle forældre overholder færdselsreglerne, og der blev uddelt et par påtaler, men hvis det ikke hjælper, må der jo andre midler i brug.

 

Hilsen Landbetjenten


[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 06-08-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000