Artikler på Nørre Djurs Web
Film om maler med lokal tilknytning

I aftes viste DR2 en kortfilm om maleren Ovartaci, der levede i 10 år på Dalstrup Plejehjem. Han var født i Ebeltoft og var ud af en af byens gamle, velanskrevne slægter. Hans borgerlige navn var Louis Markussen, og han var vellidt i Ebeltoft i sine unge dage på trods af sit lidt sære væsen og store interesse for at male. Ligesom mange andre danskere på den tid immigrerede han til Argentina, hvor han stiftede bekendtskab med indianerne og muligvis røg med på deres peyote.
Det kunne i alt fald være én af forklaringerne på, at han efter tilbagekomsten blev hjemsøgt af natlige mareridt og galopperende forfølgelsesvanvid, til stor sorg for hans familie, der til sidst fik ham tvangsindlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Her gennemgik han de næste mange år en hårdhændet behandling, der indbefattede både fiksering, elektrochok og "Det Hvide Snit". Samtidig blev han af enkelte læger og plejere betragtet som et spændende og elskeligt menneske, og en dag opdagede personalet, at det hjalp på hans sindssygdom, hvis man stak ham en pensel og gav ham lov til at male.
Denne bedring i hans tilstand gjorde, at han blev overflyttet til de smukke, landlige omgivelser på Dalstrup Plejehjem i Nørre Djurs, hvor han fortsatte med at male sine farverige og underligt fascinerende billeder. Her boede han i 10 år, og på et tidspunkt bad hans gode ven, overlægen, ham om at male en altertavle til kapellet. Det kom der et virkeligt flot resultat ud af, men natten før den officielle indvielse, blev han i drømme hjemsøgt af Jesus, der beklagede sig over, at han skulle udstilles her, hvor ligene af "de tossede" blev opbevaret. I nattens mulm og mørke stod Ovartaci nu op og malede Jesus over med en nøgen kvinde, og da præsten opdagede det, blev han straks smidt ud og flyttet tilbage til Risskov. Den smukkke altertavle blev malet over, og en masse legetøj, som han også havde lavet under sit lange ophold på Dalstrup, blev smadret af de Indre Missionske indbyggere i landsbyen Dalstrup. Behjertede mennesker har senere gjort et stort stykke arbejde med at renovere altertavlen og rester af den kan stadig ses på det nuværende Dalstrup Centret.
Ovartaci (Louis Markussen) døde i midten af firserne. Han blev 91 år og havde ved sin død levet i 56 år under det psykiatriske system!

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 30-05-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000