Artikler på Nørre Djurs Web
Fjellerup med i samme konkurrence!

Her på Nyhedsredaktionen på Nørre Djurs Web er vi meget glade, når vi modtager en nyhed fra en borger. Det er den udveksling, vi gerne vil have til at brede sig, så vi for alvor kan udvikle os til at være borgernes eget sted. Én af de første, der har opdaget denne nye mulighed for at få bragt en nyhed, er Arne Trend Poulsen fra Fjellerup, som for et stykke tid siden skrev en e-mail om, at også folk i Fjellerup var i gang med at arbejde på en ansøgning om et Fremtidens Foreningshus til den samme konkurrence, som Glesborg-borgerne deltager i.
Han følger nu op på den nyhed med en ny e-mail, hvor han fortæller, at man i Fjellerup Aktivitetsforening i week-enden blev færdige med en ansøgning til Bygge- og Anlægsfonden, og at den nu er sendt afsted. Arne Trend Poulsen skriver endvidere:

"Nu vil der så gå ca. én til halvanden måned, hvor vi skal vente på svar, om vores idé er så god, at man mener, det kan blive et godt projekt. Men vi er fulde af optimisme, indtil det modsatte er bevist. Det gør jo
heller ikke vores arbejde ringere, at vi kunne vedlægge en skrivelse fra Nørre Djurs Kommune om tilsagn på 25% af udgifterne. TAK FOR DET."

Arne Trend Poulsen slutter sit brev med en hentydning til den grund, hvor Fjellerup Østergård var, indtil den gamle bygning blev revet ned stump for stump og opført igen på Frilandsmuséet i København.

"Når vi kan komme igang, skal det være med glæde, at kunne få Fjellerup Østergård-grunden gjort pæn igen, for skal jeg sige min ærlige mening, er der
nogen, der har et ansvar for at fuldende det, som de har begyndt på m.h.t. udgravninger. Men lad os se fremad og håbe det bedste," slutter Arne Trend-Poulsen

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 18-05-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000