Artikler på Nørre Djurs Web
25 års jubilæum for amatørorkester
Sidste år kunne det lokale spillemands- & countryrock-orkester, Djursland Spillemændene, fejre deres 25 års jubilæum rundt om på forskellige spillesteder og festivaler over hele landet. De er et professionelt band, men her i Nørre Djurs har vi også et amatørorkester, hvis navn kunne forveksles med de førnævnte, nemlig Nørre Djurs Spillemændene.
Nu er det deres tur til at holde jubilæum, og det kommer nok til at foregå uden de store armbevægelser. Her bliver hverken en masse festivitas eller vilde turnéplaner, for jubilæet bliver nemlig kun fejret ved en middag for orkestrets medlemmer i Nørre Djurs Hallens Cafeteria på mandag, hvorefter de spiller om aftenen til afslutning på sæsonen for pensionisterne i Nørre Djurs Atletik- & Gymnastikforening.
Som sagt, vi har at gøre med et rendyrket amatørorkester, der aldrig nogensinde har fået så meget som en krone for at spille. Sådan vil de nemlig helst have det, de vil gerne være frie for et betalende publikums forventningspres. De er fritidsmusikere, og de sætter spilleglæden og entusiasmen i højsædet. Besætningen er næsten den samme som for 25 år siden. og af de 7 musikere er de 5 fra Nørre Djurs, nemlig Jens Peter Fog fra Rimsø på violin, Morten Nielsen fra Voldby på både violin og trompet, Ove Adamsen fra Stenvad på klaver, Egon Sørensen fra Dalstrup på bas samt trommeslageren Henning Hviid fra Sangstrup.
Læs endvidere Mikkel Errboes artikel i Dagbladet Djursland, onsdag d. 10. maj!
[ Dagsoversigt | Arkiv ]
Skrevet af Rex, redaktion 11, den 11-05-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000