Artikler på Nørre Djurs Web
Påske
Påske betyder oprindeligt "det at gå forbi" og
hentyder til den begivenhed i Bibelen hvor det jødiske folk opnår deres frihed fra 430
års slaveri i Ægypten, ved at Gud tvinger Farao dertil, gennem at udrydde alle
førstefødte dyr som mennesker bortset fra jødernes, idet disse på Guds
befaling gennem Moses, i hver husstand i tide har slagtet et lam og bemalet
indgangsdørens karme med dets blod, som et tegn til døden om "at gå forbi".
Efter påske-begivenheden udvandrer jøderne fra Ægypten og den fantastiske historie om
flugten gennem Det Røde Hav, pagten med Gud, De 10 Bud og Paktens Ark samt den 40 år
lange rejse til det forjættede land tager sin begyndelse.
Betydningen af ordet Påske i vor kulturkreds stammer som bekendt fra et senere tidspunkt
i Bibelen, nemlig fra Kristendommens epokegørende gennembrud. Sammen med Jesus fødsel er
hin Påskebegivenhed i Jerusalem for snart 2000 år siden, hvor Jesus forrådes og
korsfæstes som en forbryder, den helt centrale begivenhed i Kristendommen.
Palmesøndag - den dag Påskehøjtiden begynder - ridder Jesus ind i Jerusalem på et
æsel. Han modtages med stor begestring som profet og konge palmeblade er lagt ud
langs hans rute ind i byen. Men det underfulde menneske udgør en trussel for magtens
mænd og et komplot fører til hans tilfangetagelse Skærtorsdag og ved hjælp af lidt
manipulation får det truede præsteskab den romerske besættelsesmagt til at stå for en
korsfæstelse Langfredag, hvor Jesus lidelser ender med hans død. Mod al forventning er
han forsvundet fra sin gravplads om søndagen - Påske morgen - og der berettes om hans
genopstandelse fra de døde. I de efterfølgende 50 dage, tiden frem til Pinse, oplever
mange af hans tilhængere at være sammen med ham talrige gange og i nogle overleveringer
uddriver han endnu engang kræmmerne fra templets forgård. Ved Pinsen indgydes hans
tilhængere hellig ånd.
Af fortællingen fremgår det at Jesus kendte sin skæbne og bevidst tog rollen som
slagtelammet havde i fortællingen om jødernes udfrielse fra trældommen i Ægypten. Ved
at indgå en ny pagt med Gud og gå i døden for alle, for siden at genopstå, og at lade
alle få mulighed for symbolsk at spise hans kød og drikke hans blod, ville han få
døden til "at gå forbi" dem, - give dem samme evige liv som hans eget.
Om man tror på det ene eller det andet eller man hævder at være ateist, så skal man
være usædvanlig kold i røven for ikke blive rørt over så prægtig en sjæl.
Påske-fortællingen er kommet for at blive fordi den beskriver en kærlighed der med
livet som indsats gjorde en forskel - i sig selv var et under - og for altid vil den stå
som et lysende eksempel på hvad der er ret og hvad der er uret. Påskefortællingen, dens
forhistorie og følgevirkninger udgør et eviggyldigt kompas til at skelne hvad der er
magtens vildveje til lidelse og død og kærlighedens livgivende skønhed.
Påskefortællingen vil i hver ny tidsalder støtte en tolkning af den rette måde at leve
på. - I vor tid kom det til at hedde "make love - not war" - "skab
kærlighed - ikke krig". Lad død og lidelse gå forbi. - Hav en god Påske alle.
[ Dagsoversigt | Arkiv ]
Skrevet af Bjarke, redaktion 11, den 20-04-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000