Artikler på Nørre Djurs Web
Udstationering af militærnægter i Bøvl-værkstedet fra på tirsdag

Med borgmester Leif Sørensens mellemkomst er det i dag – trods helligdagen - lykkedes at skaffe de fornødne midler til indkvartering af den unge mand som har ønsket af blive udstationeret i Bøvl-værkstedet. I elleve måneder fra på tirsdag, skal Thomas Hansen Andersen, som den unge mand hedder, aftjene sin civile værnepligt ved at hjælpe med i den daglige udførelse af Bøvl-miljøets mange projekter.
Læs den uddybende artikel:

Thomas er 21 år og kommer oprindeligt fra Århus men flyttede til København for 3 år siden. Han har brugt et af årene i USA og har arbejdet de to af årene på en Mc Donald restaurant i Københavns-området.
Den første måned af sin udstationeringstid som militærnægter har Thomas været nød til at arbejde på Kulturhuset i Grenaa, idet vi har været lidt sene i optrækket til at få tingene på plads og blive etableret som udstationeringssted. Men nu er alt på plads så vi kan komme i gang med at opfylde hans ønske om at arbejde for Bøvl-miljøet og så miljøet kan få glæde af hans indsats. Fra på tirsdag skal Thomas så sættes ind i de daglige opgaver, men da han er vaks og har haft computer i 12 år og kan håndtere computere og fremstilling af hjemmesider på niveau med de mest erfarende i miljøet, kan vi forvente at han hurtigt vil være inde i hvad det hele drejer sig om og snart vil kunne bidrage med sit initiativ og gåpåmod.

Det er aftalt at Thomas i det daglige skal arbejde med følgende opgaver:

1) Til alles gavn: Daglig fotograf og nyhedsside-designer, for egnens nye daglige nyhedstjeneste, i samarbejde med vores nye daglige journalist Rex Jensen.

2) Til gavn for ældre: Tilkalde-hjælper for ældre (og for handicappede) med computer-bøvl, som en udbygning dels af Bøvltelefonen og dels af IT for ældre tirsdag formiddag.

3) Til gavn for Ungdomskommune-projekterne: Tovholder for "Nyttiggørelse af brugt IT-grej" i forbindelse med skabelsen af de 5 Bøvl-værksteder i Litauen.

4) Til gavn for egnens IT-modning: Gratis hjælp i Bøvl-værkstedet med fremstilling af hjemmesider for egnens borgere, myndigheder, foreninger, institutioner og virksomheder.

5) Til gavn for Bøvl-miljøets trivsel og videre udvikling: En generel aflastning for projektets leder (Bjarke) i det daglige arbejde.

Borgmesteren påpeger at støtten til udstationeringen ydes fordi det er en god ide med en hjælpende hånd til Bøvl-miljøets arbejde, specielt med hensyn til de ældre og ungdomskommuneforsøget.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Bjarke, redaktion 11, den 20-04-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000