Artikler på Nørre Djurs Web
Sidste kulturcafé på søndag

Også denne sidste gang, hvor der bliver afholdt søndagscafé som et indslag i projektet Kultur-Raketten, er det en god blanding af herboende og udefrakommende kunstnere, som skal lokke folk til at gå i forsamlingshuset og høre lidt fortælling fra egnen, blandet med god musik, nyde en kop kaffe og/eller øl og få en hyggesnak.
Læs den uddybende artikel her under:

De caféer, der har været indtil nu, har allesammen været præget af en dejlig, afslappet stemning, og det er ved at være sidste chance for at opleve den i denne omgang. I Voldby Forsamlingshus kommer det til at foregå søndag eftermiddag, og igen bliver caféen arrangeret af folkene omkring forsamlingshuset med Nørre Djurs Kommune som økonomisk sikkerhedsnet (underskuds-garanti). Jo flere folk, der møder op og støtter idéen, jo større chancer er der, for at kommunen vil være med til at lave sådan noget en anden gang.
Det bliver den lokale digter, fortæller og tegner, Stig Holsting fra Gjerrild, der bliver søndagscaféens midtpunkt, idet det er hans digte og fortællinger, som det meste kommer til at dreje sig om. I sine oplæsninger kredser han om myter, sagn og beskrivelser af historiske personer fra egnen (Nord-Djursland). Hans digte er sat i musik og bliver fremført af sangerinden og komponisten Kirstine Deichgräber, der bliver akkompagneret af sine 2 musikalske sønner, Christian og Claus, på hhv. guitar og harmonika. I pausen underholder vores dygtige, herboende pianist og lærer i Nørre Djurs Musikskole, Johannes Ostenfeldt. Hele det spændende arrangement rundes af med fællessang, ledet af medlemmer af Grenå Viseklub.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 05-04-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000