Nellemann Randers løb med 1. præmien i Bygma Cup 2005
Det blev holdet fra Nellemann Randers, der løb med 1. præmien på 10.000 kroner i den første Bygma Cup nogensinde - svarende til Djurslands største indefodboldstævne for seniorer. Det foregik altsammen i Grenaa Idrætscenter lørdag den 3. december.
Stævnet var fuldttegnet med 48 tilmeldte hold, og der var masser af publikummer, der slog et slag forbi Idrætscentret denne første lørdag i december for lige at checke holdene ud. Niveau-mæssigt strakte det sig fra lokale hold, der bare ville hygge sig med lidt fodbold, til de meget koncentrede divisions-spillere, der kom fra det meste af landet i et forsøg på at score den eftertragtede 1. præmie. Udover Nelleman Randers driblede, afleverede og skød følgende hold sig også i finalerunden: Johnsen, Grenaa, Brix Sport, Vivild, og Dags Dream Team, Kolind. De fordelte de sekundære præmier på 5.000, 3.000 og 2.000 kroner mellem sig. Desuden var der præmier til alle puljevinderne.
Publikum blev dog heller ikke snydt for præmier. Der var således løbende konkurrencer og gaveshows under stævnet. Stævnet sørgede desuden for at holde julehyggen i hævd på dagen, idet man i samarbejde med Guldbageren i Grenaa havde arrangeret gratis kaffe og kage mellem kl. 14.30 og 15.00 til alle interesserede.
Stævnet er blevet til i et samarbejde mellem Grenaa F. C.’s fodboldafdeling, hovedsponsoren Bygma Steen Præst Trælast i Grenaa og nogle af folkene bag HSM Cup-stævnerne i Åstrup. Bygma Cup er således en afløser for HSM Cup, og er sat på skinner, så det kan blive en årligt tilbagevendende begivenhed i Grenaa.
Kilde: grenå bladet
charlotte