I dag kan vi fortælle læserne om et virkeligt flot sportsresultat for en skole i Nørre Djurs. Det er én af Net-avisens første og stadig trofaste brugere, den kristne Djurslands Efterskole i Fjellerup, der kun var en hårsbredde fra at gentage succésen fra i fjor og blive danmarksmestre i volleyball for efterskolehold. Deres træner, lærer Leif Kruse, fortæller selv historien.
”Det var lige ved og næsten for Djurslands Efterskoles drengevolleyhold til danmarksmesterskaberne for efterskoler.
De forsvarende DM-mestre, Djurslands Efterskole, måtte se sig besejret af Nr. Nissum Efterskole med 2-1 i finalen. Derved lykkedes det netop ikke at genvinde DM-pokalen, men Djurslandsholdet viste flot spil undervejs i stævnet, der blev afholdt på Bramming Idrætsefterskole. Især i semifinalen blev der vist volleyball af høj klasse, og ubesejrede Hedemølle Efterskole måtte se sig slået 25-13, 25-16.
I finalen vandt Nr. Nissum klart det første sæt, men drengene fra Djursland kom stærkt igen i 2. sæt, som de vandt 25-20. I 3. sæt fik holdet desværre en katastrofal start og kom bagud 0-6. Det var ikke muligt at hente igen, og Nissum vandt 15-8. På trods af den tabte finale er det fantastisk flot, at efterskolen deltager i finalen for 2. år i træk. De 250 efterskoler i Danmark har alle haft mulighed for at spille sig til DM-stævnet. Der deltog 10 hold fra hele landet, der gennem lokale stævner havde kvalificeret sig til finalestævnet.
Pigernes danmarksmesterskab blev vundet af Bernstorffsminde fra Fyn med en finalesejr over Hestlund fra Vestjylland.
Se i øvrigt www.djurslands-efterskole.dk for flere detaljer fra stævnet.”
Kilde: Leif Kruse, Djurslands Efterskole.
Rex