Håndbold – Jyllandsserien damer: Åstrup/H. - Skovbakken 19-20 (13-7)
Sæsonens første turneringskamp for Åstrup/Hammelevs damer blev en kamp, der startede med en forrygende flot første halvleg. Især forsvarsspillet var helt i top. ÅH-træner Jon Thomsen:
– Det stod virkeligt flot. Og når forsvaret står godt, så står vores målmænd også godt. Efter en herlig 1. halvleg gik vi til pausen foran med hele 13-7. I pausen snakker vi om de gode ting, vi havde gjort i 1. halvleg og snakkede om, at ved en koncentreret indsats kunne vi lukke kampen i starten af 2. halvleg. Sådan gik det desværre ikke. I den sidste halvleg laver vi så mange tekniske fejl, at tilskuerne i hallen sad og rystede på hovederne. De tekniske fejl blev lavet af mange forskellige spillere. Det var langt under det niveau, vi ved vi kan spille på. Afslutningen blev meget hektisk. 1 minut før tid kommer vi for første gang i kampen bagud med et mål. På det efterfølgende angreb udligner vi på straffe. Her på det tidspunkt går der koks i tidtagningen. Det skabte noget rod i afslutningsfasen, men kan absolut ikke bruges som undskyldning for vores nederlag. Nej, vi smider sejren væk efter en herlig 1. halvleg og en forfærdelig omgang håndbold i 2. halvleg. Vi taber 20-19. Heldigvis skal vi allerede spille pokalkamp tirsdag (d. 9/10) og på søndag er der lokalbrag ude i Grenaa Idrætscenter, sagde Jon Thomsen umiddelbart efter kampen.
Grenaa IF’s 2. hold mod Åstrup/Hammelevs 1. hold blev spillet søndag den 14/10 efter redaktionens slutning. Begge hold havde efter første turneringskamp point til gode.
Målscorer for Åstrup/Hammelev mod Skovbakken: Sisse Poulsen 9 mål (6 på straffe), Mie Jensen og Susan Palmer begge 3 mål, Jane Christensen og Christine Rygård begge 2 mål.
Kilde: Grenaa Bladet
sof