Motion er ikke nødvendigvis noget, der er forbeholdt de raske og de rørige. Det er faktisk sundt og udviklende for alle samfundsgrupper - også de syge og svagelige. Det gør Åstrup I. F. Motion nu noget ved. Hver torsdag fra kl. 10.00 til 12.00 arrangerer Åstrup I. F. motion for svagelige.
– Vi vil gerne ha’ fat i dem, der ikke er gang med noget. Dem, der måske er lidt skidt kørende fordi de har været syge, eller har et handicap. Vi tager udgangspunkt i det vedkommende kan, og så motionerer vi ud fra det. Kan man kun gå 100 meter, jamen så kan man måske gå 110 meter næste gang. Vi vil også lave lidt gymnastik og lidt boldspil. Men på et meget stille og roligt plan. Du behøver jo heller ikke at løbe for at kunne spille bold - det er fint at gå i stedet, siger Bodil Nielsen fra Åstrup I. F.
Lidt stavgang kan også komme på tale. I det hele taget det, som de fremmødte måtte have lyst til. Her i starten satser man på at kunne motionere ude i det fri, men i takt med, at vejret bliver dårligere, rykker man indendøre i Åstrup Fritidscenter. Man kan få yderligere information om dette initiativ ved at ringe til Bodil Nielsen på tlf. 30 13 75 38.
Kilde: Grenaa Bladet
sof