Grenaa Løbet 2007 blev afviklet lørdag i sidste weekend. Andetsteds i Grenaa Bladet i denne uge kan man se resultatlisten for løbet, der trak 315 løbere ud på en 5,5 eller 10 km. lang løbetur i Grenaa Plantage - og med start og mål ved Grenaa Idrætscenter. Herimellem viceborgmester Niels Erik Iversen, der løb 10 km-distancen på under 50 minutter.
 Karin Nielsen fra Grenaa Motionsløbeklub laver opvarmning med deltagerne forud for starten på Grenaa Løbet 2007. -- Så er starten til Grenaa Løbet 2007 gået. 315 løbere begiver sig ud på enten 5,5 km. eller 10 km. i den smukke Grenaa Plantage.
|
I denne artikel er det først og fremmest vinderne af de forskellige løbskategorier, der vil blive fremhævet, så var man ikke i top 3 i sin løbskategori, så kan man finde sin tid på siden med den komplette resultatliste.
Damernes 10 km. blev vundet af Helle Frank Kristensen i tiden 40 minutter og 21 sekunder (40:21).
Nummer 2 blev Louise Kaagh i tiden 45:36, mens Louise Bang blev nr. 3 i tiden 46:43. Ret beset blev de »kun« hhv. nummer 3 og 4, idet vinderen af 10 kilometeren for Piger 0-14 år, Helene Kaagh, faktisk løb i den andenbedste kvinde-tid - nemlig 44:48 - samlet set. I sin kategori var hun kun oppe imod en enkelt løber, Rikke Lassen, der således var ret sikker på 2. pladsen. Hun løb de 10 km. i tiden 59:53. 11 dame-løbere gennemførte 10 kilometeren.
Damernes 5,5 km. fik 98 løbere i mål, og blev vundet af Anne Raun Svenningsen i tiden 24:36. Nr. 2 og 3 blev hhv. Elin Laursen (25:02) og Brit Greve (25:18). Som på 10 km. klemte der sig imidlertid en enkelt pige-løber ind på »sejrspodiet«, idet vinderen af 5,5 km. for Piger 0-14 år, Maj Munk Madsen, løb i andenbedste tid på spindesiden (24:59). Hun vandt sin løbskategori foran Linette Andersen (26:10) og Lene Jensen (27:05).
Herrernes 10 km. - som blev gennemført af 63 løbere - blev vundet af Claus Bentsen i tiden 33:08. På de to efterfølgende pladser kom Claus Poulsen (33.52) og Jonas Søholm (36:35). To løbere stillede op i kategorien Drenge 0-14 år på 10 km., og her var vinderen Jonas Kjær (47:16) 13 minutter hurtigere end Nikolaj Andersen (01:00:22).
Herrernes 5,5 km. blev vundet af Keld Nielsen (20:16) foran Daniel Galler (22:00) og Torben Andersen (22:07). 59 herre-løbere gennemførte denne distance.
35 drenge-løbere i aldersgruppen 0-14 år gennemførte de 5,5 km., og her var hurtigste gut i mål Jesper Rasmussen i tiden 22:30. På de efterfølgende pladser kom Thomas Basse Jensen (25:00) og Jonas Lyngesen (25:08). Thomas Basse Jensen var faktisk 4. hurtigst på de 5,5 km. samlet set. Det vil sige på tværs af køn og alder.
Viceborgmester deltog i løbet
Som nævnt var den socialdemokratiske viceborgmester i Norddjurs Kommune, Niels Erik Iversen, blandt deltagerne i Grenaa Løbet 2007, og han glædede sig over den markante fremgang i deltager-antallet. Fra under 200 i 2006 til 315 løbere her i 2007-udgaven.
– Det er utroligt dejligt at se så mange mennesker deltage i årets udgave af Grenaa Løbet. I Norddjurs Kommune arbejder vi faktisk meget målrettet med at forbedre borgernes sundhedsprofil, og her er motion jo et meget vigtigt element. Så det er lækkert at se så mange glade motionsløbere på ét sted. Det viser, at der er opbakning til den sundhedspolitik, som vi forsøger at implementere i Norddjurs Kommune, siger Niels Erik Iversen, der i den forbindelse ønsker at fremhæve de store deltager-hold fra hhv. hjemmeplejen Område Øst og Voldby Skole.
– De mødte begge op med nogle fantastisk store hold, og det skal de naturligvis ha’ stor ros for, siger Niels Erik Iversen, der blev noteret for tiden 49:39 på 10 km. distancen.
Kilde: Grenaa Bladet
sof