|
DBU’s Mikrofodboldskole er for de seks- til otte-årige og er dermed de yngste drenge og pigers svar på den "rigtige" fodboldskole. I 2007 er Mikrofodboldskole derfor åben for årgangene 2001, 2000 og 1999. I modsætning til tidligere år, hvor Mikrofodboldskole blev afholdt i efteråret, afholdes den i 2007 her i foråret, så de drenge og piger, der deltager på Mikrofodboldskole, og som får lyst til at begynde på fodbold, har mulighed for at starte først på udendørs sæsonen. Det er derfor absolut ingen betingelse for deltagelse, at man spiller fodbold i en klub, men en god måde at prøve af om fodbold er noget ens barn kunne få glæde af at gå til.
På grund af deltagernes alder, skal enten mor eller far følges med og deltage med deres barn på Mikrofodboldskole. Der er dermed lagt op til en stor fodbold- og lege-oplevelse med deltagelse af både barn og enten mor eller far.
DBUs Mikrofodboldskole indeholder samtidigt rent fodboldfagligt DBU’s holdninger til, hvad god fodboldtræning er for de yngste spillere. Programmet er således tilpasset deltagernes alder, udvikling og fysiske formåen.
Modulerne veksler imellem fodboldtræning gennem lette tekniske øvelser og almindelig leg i form af et tema. I en meget stor del af legene og træningsøvelserne er forældrene aktivt inddraget som medspillere, målstolper, dommere, målmænd og så videre.
Ved tilmelding forpligter forældrene sig således til, at én af dem - det behøver ikke være den samme hver dag - deltager under hele afviklingen sammen med sit barn.
2007 bliver ottende år med DBU’s Mikrofodboldskole. Sidste år gennemførte DBU 94 mikro-fodboldskoler fordelt over hele landet med deltagelse af i alt 3465 drenge og piger.
Tilmelding til Mikrofodboldskole kan ske via BILLETnet.dk eller på posthuset. Prisen for deltagelse er 327,- kr. pr. barn. Ønsker man yderligere oplysninger om Mikrofodboldskole kan man gå ind på DBU’s hjemmeside. dbu.dk under børn og ungdom, eller man kan henvende sig til Åstrup/Hammelev Fodbold. |