Lørdag den 20. maj kl. 14.00 blev endnu en udgave af hele egnens motionsløb - Grenaa Løbet - skudt i gang ved start- og mål-området ved Grenaa Idrætscenter. Det var påny med Grenaa Motionsløbeklub som arrangør og med Grenaa Bladet som løbssponsor.
181 løbere stillede op til start i 2006-udgaven af Grenaa Løbet, og de begav sig ud på ruterne i en let omgang regnvejr, der fulgte løberne hele vejen i mål.
– Der var desværre ikke så mange deltagere i år, som der plejer, men det hænger nok sammen med, at vejrudsigten ikke var alt for lovende, samtidig med, at vi var tvunget til at afholde løbet i en weekend, hvor der også var marathon i København samt et løb i nærheden søndag. Men alt forløb som det skulle. Det eneste vi ikke havde styr på var vejret, siger Mogens Hulvej Nielsen fra Grenaa Motionsløbeklub.
Man kunne traditionen tro vælge mellem to distancer - 5,5 km. eller 10 km. Begge ruter snoede sig igennem Grenaa Plantage for til sidst at slutte ved udgangspunktet - Grenaa Idrætscenter.
Damernes 10 km. blev vundet af Dorte Kræmer i tiden 00:41:41 min., mens 5,5 km. blev vundet af landsholdsløberen Sidsel H. Rasmussen i 00:19:32 min.
Herrernes 10 km. blev vundet af Frank Hansen i tiden 00:40:52 min. mens herrernes 5,5 km. blev vundet af Jens Otto Svenningsen i tiden 00:19:45. Sidel H. Rasmussen var således hurtigst af alle på 5,5 km.
Kilde: Grenaa Bladet
sof