Nr-djursportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Håndbold - 3. division damer: Fornem sæsonafslutning for GIF Håndbold

Sæsonens to sidste kampe for GIF Håndbolds 3. divisions-damer kastede det maksimale udbytte af sig. Holdet hentede 4 point ved at besejre KLG Håndbold på udebane søndag den 26. marts og derpå VRI på »hjemmebane« søndag den 2. april.


Samlet set rakte de 23 point fra 22 kampe til en 6. plads i rækken.
I øvrigt var det kampe mod de to hold i rækken, der begge rykker direkte ned i Jyllandsserien. Så der var som sådan ikke noget overraskende i de 4 point til GIF, men måden det skete på lover ikke desto mindre godt for fremtiden. KLG blev således »slagtet« med 8-32 (2-15), mens VRI slap nådigere med cifrene 34-24 (19-9).
I øvrigt en kamp, der foregik i Åstrup-Hallen, idet Grenaa Idrætscenter var lejet ud til et kæmpestort loppe- og kræmmermarked i hele sidste weekend.
Formkurven har her mod sæsonafslutningen været temmelig opadgående, hvilket fem sejre og en enkelt uafgjort ud af de sidste 7-8 kampe da også vidner om.
– Det er vildt dejligt at slutte sæsonen så godt af. Holdet har virkelig sprudlet af spilleglæde og spillelyst her i de sidste kampe, og det er en fornøjelse af være træner for et så velfungerende og harmonisk hold. Blot ærgerligt, at AIA/Tranbjerg med blot ét måls forskel snuppede begge point på udebane mod Mejrup/Hvam. Dermed gled 5. pladsen os af hænde på målforskel - sølle fem mål - men 6. pladsen er også OK, siger GIF’s træner Erik Flak Jørgensen, der førte holdet til en 5. plads i 3. division i den forrige sæson. Men da modstanden i den netop afsluttede sæson har været noget krasbørstig, så er det alligevel en mere end godkendt placering at slutte på - og med god afstand ned til nedrykningspladserne ikke mindst. Dem var GIF’erne i øvrigt nede og snuse lidt til midt i sæsonen, hvor tingene ikke rigtig fungerede. Det gjorde spillet imidlertid til slut, hvor nøgleordene har været: Et solidt forsvar og en velfungerende kontrafase. Og masser af gejst og koncentration hos alle spillerne. Ikke mindst i starten af kampene, hvor GIF’erne virkelig bare har blæst deruda’. Hos KLG førte man således 9-0 efter 13 minutter i 1. halvleg, og 1. halvleg mod VRI blev vundet med 10 mål - 19-9. Kampene er med andre ord blevet lukket og slukket allerede i 1. halvleg.
– Det har været en fornøjelse at se pigerne her i de sidste kampe. Mange hold virker udbrændte mod slutningen af en lang sæson. Vores piger har imidlertid spillet med en gejst og en glæde ved spillet, som var det i starten af sæsonen. Det lover godt for fremtiden, siger Erik Flak Jørgensen, der selv bliver en del af denne fremtid, eftersom han fortsætter på trænerposten endnu en sæson.
GIF’s målscorere mod KLG: Sabine Knold (6), Hanne Vinther (5), Karina Skaarup (5), Louise Gleerup (4), Britta Hviid (4), Edisa Halilovic (4), Annette Firgaard (2), Mai Mandrup (1) og Ina Outzen (1).
Holdets topscorere mod VRI: Hanne Vinther (8), Karina Skaarup (6), Louise Gleerup (5), Britta Hviid (5) og Ina Outzen (4).
GIF’s 3. divisionsdamer sluttede sæsonen af på fornemste vis med to storsejre mod hhv. KLG Håndbold og VRI. Det rakte til en samlet 6. plads i divisionen - blot 5 mål fra 5. pladsen.

Kilde: grenå bladet

jimmi


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam